En af de to selvmordsbombere, der stod bag selvmordsbombeangrebet i Moskva, er en 17-årig enke efter en oprører fra Kaukasus, siger russiske efterforskere.

Russiske efterforskere har identificeret en af de kvindelige selvmordsbombere, der stod bag et angreb mod Moskvas metro. Det drejer sig om en 17-årig enke efter en islamistisk oprører, skriver avisen Kommersant.

Avisen offentliggør hendes navn som Dsjennet Abdurakhmanova og et billede, hvor den 17-årige står sammen med sin mand, Umalat Magomedov. Begge er bevæbnede på billedet.

Magomedov var en islamistisk oprører, som blev dræbt under en specialoperation sidste år, siger efterforskere i Dagestan til avisen.

Ifølge efterforskere stod Abdurakhmanova bag den første af de to terrorbomber mod Moskvas metro mandag, der dræbte i alt 39 mennesker.

Russiske sikkerhedskilder og medier har tidligere nævnt muligheden af, at de såkaldt sorte enker stod bag. Det er kvinder, hvis mænd er blevet dræbt af de russiske sikkerhedsstyrker, blandt andet i Tjetjenien.

Efterforskerne har endnu ikke identificeret den anden af selvmordsbomberne, men ifølge Kommersant drejer det sig om en 20-årig tjetjensk kvinde, der ligeledes var gift med en nu afdød militant fra Kaukasus.

Den tjetjenske oprørsleder, Doku Umarov, sagde tidligere på ugen, at han gav ordre til selvmordsaktionerne i Moskva. Han leder en gruppe, der kalder sig Kaukasus-emiratet.

/ritzau/AFP