17 år gamle Bradley Howard fra Rockwall i Texas, USA, bliver beskrevet af sin far, der også hedder Bradley 'Brad', som en livlig, ung highschool-elev.

Og det er et problem. Især i fysiktimerne, hvor Bradley Howard forstyrrede undervisningen så meget, at læreren måtte kontakte faderen.

Derfor advarede Brad sin søn om, at han skulle opføre sig pænt. Endnu en klage fra skolen ville resultere i, at faderen ville straffe den yngre Bradley på den mest pinlige måde, som han kunne komme i tanke om. Nemlig at dukke op til undervisning og holde øje med den snakkesalige søn.

Og det var lige præcis det, som faderen gjorde sidste fredag, da fysiklæreren følte sig nødsaget til at klage over sønnens opførsel endnu en gang.

»Jeg tror, at de (sønnens klassekammerater, red.) synes, det var sjovt. Mest af alt, fordi de kunne se, at Bradley var i en akavet situation,« siger faderen til Buzzfeed, der dog indrømmer, at han var en anelse nervøs, da han dukkede op på sønnens skole.

Sønnen fortæller, at han slet ikke havde lagt mærke til sin nye 'klassekammerat', men han blev 'superchokeret', da han opdagede sin far, som han skulle sidde ved siden af under hele timen.

Faderen tog et billede af sig selv og sendte til sin datter, der har lagt det op på blandt andet Twitter, hvor det er blevet delt og 'liket' adskillige gange.