En kvinde har overlevet mere end to uger i ruinerne af det fabrikskompleks, der 24. april styrtede sammen og dræbte mindst 1.000 tekstilarbejdere i den bangladeshiske hovedstad, Dhaka.

Ahmed Ali, leder af landets brandberedskab, fortæller til AFP, at kvinden befandt sig i et hulrum mellem en søjle og en loftsbjælke.

- Hendes navn er Reshmi. Enten har hun haft en vandreserve hos sig, eller også har hun drukket noget af det vand, vi har pumpet ind i bygningen, fortæller brandchefen.

En redningsarbejder fortæller, at man hørte kvinden råbe om hjælp, mens hans hold gennemsøgte ruinerne af Rana Plaza, som husede et større antal tekstilfabrikker.

- Mens vi fjernede murbrokker, råbte vi, om nogen var i live. Der var da, at vi hørte hende sige: »red mig, red mig«, fortæller den unavngivne redningsarbejder ifølge AFP til Somoy TV.

Dødstallet efter sammenstyrtningen har fredag rundet 1.000, fortrinsvist kvindelige arbejdere fra fabrikkerne i komplekset. Mindst 2.437 overlevende er blevet reddet, heraf mange med alvorlige kvæstelser.