En 16-årig tysk teenager blev tirsdag stukket med kniv i Berlin, efter at han udklædt som klovn forsøgte at skræmme en gruppe jævnaldrende bekendte.

Den 16-årige bar en klovnemaske og svingede en hammer på en gade i Berlin i forsøget på at skræmme gruppen af bekendte. Men i stedet for at løbe skrigende væk, valgte en 14-årig fra gruppen at trække en kniv og stikke den 16-årige.

Det oplyser tysk politi ifølge The Guardian.

Da den 14-årige havde stukket den klovneudklædte teenager med kniv, gik det op for vedkommende, at der var tale om en bekendt, og han begyndte efterfølgende at udøve førstehjælp indtil redningspersonale ankom til stedet og kunne køre den 16-årige på hospitalet. Han måtte gennemgå en operation, men er ifølge det tyske medie Der Tagesspiegel uden for livsfare.

Den 14-årige var først i myndighedernes varetægt, men blev senere overdraget til sine forældre.

Fænomenet 'dræberklovne', hvor hovedsageligt unge mennesker klæder sig ud som uhyggelige klovne og skræmmer folk rundt omkring i gaderne, startede som en tendens i USA og Storbritannien og har siden spredt sig til flere lande i Europa, herunder Tyskland, Sverige og Danmark.

BT har tidligere talt med 39-årige Jesper Kjærsgaard Pind, der oplevede, at to skræmmende klovne løb efter ham, da han var på vej hjem fra en fodboldkamp ved Fredericia.

Også 21-årige Sille Rasmussen har fortalt om, hvordan hun stødte på tre klovne på en parkeringsplads i Torstrup ved Høje Tåstrup. En episode hun selv beskrev som »mega klam.«

Derudover har der været flere eksempler på folk, der er blevet skræmt af klovnene, og i et enkelt tilfælde havde en klovn på vejen også været skyld i, at en bilist i Frederiksværk trak så hårdt i rattet for at undvige klovnene, at vedkommende endte med at påkøre en kantsten og punktere. Det har tidligere fået Nordsjællands Politi til at komme med en opsang på Facebook.

'Vi ved ikke, hvad det lokale cirkus har af retningslinjer for at ansætte klovne med pletter på straffeattesten, men nogle døre i livet kan blive lukkede på grund af en beskidt straffeattest. Er det virkelig det værd? Svaret er naturligvis et rungende ”nej!”. Så stop det nu og brug tiden på noget, der ikke går ud over andre og måske også straffeattesten,' skrev politiet blandt andet i sidste uge på Facebook.