Mindst én person er blevet dræbt, mens 14 andre meldes såret af skud på en natklub i Cincinnati, Ohio.

Cincinnati. 15 personer er blevet ramt af skud på en natklub i byen Cincinnati i den amerikanske delstat Ohio. En person meldes dræbt, oplyser politiet ifølge de lokalte tv-stationer WKRC Local 12 og WLWT.

Skyderiet brød ud kort efter klokken 1 natten til søndag lokal tid på natklubben Cameo.

Ifølge WLWT er de sårede blevet kørt til fire forskellige hospitaler i området. Deres tilstand er ukendt. Dog har nogle af dem fundet vej til hospitalet på egen hånd, oplyser politiet ifølge de lokale medier.

Ifølge vicepolitichef Paul Neudigate er flere ofre i kritisk tilstand.

- Vi står midt i en virkelig forfærdelig situation, der har fundet sted på natklubben og har krævet mange ofre. Det bliver en lang nat for vores drabshold på efterforskningen, siger han til WLWT.

Området omkring natklubben er blevet afspærret, mens politiet arbejder på stedet.

Der er ingen oplysninger om anholdte eller mistænkte bag skuddene. Politiet vil også gerne tale med vidner, der har været på natklubben eller i området.

- Mange af dem (vidner, red.) flygtede desværre. Mange af vidnerne flygtede, men alle, vi kan identificere, bliver afhørt, siger Paul Neudigate og kalder det "et kaotisk gerningssted."

Der har angiveligt tidligere været problemer på Cameo-klubben. Det er dog ikke oplyst, hvilke problemer der skulle være tale om.

/ritzau/