»Jeg er stærk. Jeg er smuk. Jeg er ikke bedre end andre. Ingen er bedre end mig.«

Ordene kommer fra 3-årige Aliya, der står foran spejlet sammen med sin far Ron Alston.

Ron Alston lagde 7. september en video af sig selv og sin datters positive peptalk foran spejlet på Facebook. I skrivende stund er den motiverende video blevet set mere end 15 millioner gange, og den er blevet delt over 400.000 gange.

I videoen fortæller Ron sin datter, hvor smuk og dygtig hun er, og han beder hende gentage det.

Ron, der er singlefar, fortæller til Today.com, at den positive session foran spejlet er en daglig morgenrutine. Rons far gjorde det samme med ham, da han var barn, og han ønsker at give sin datter et positivt livssyn og selvværd.

»Det er meget vigtigt for mig at dele disse budskaber med hende, fordi der vil være mange mennesker, der vil forsøge at få hende til at føle sig mindre værd, end hun er.«

Til hjemmesiden Babble.com forklarer Ron:

»Jeg forsøger altid at tale til hende med en rolig stemme. Jeg lader hende træffe egne valg og prøve forskellige ting. Jeg vil have hende til at forstå og opleve verden fra sit eget perspektiv og derefter lære at håndtere de følelser, der kommer med hver interaktion. Det vigtigste, jeg gør, er at opmuntre hende til at prøve.«

Ron Alston er overrasket over, at videoen er blevet set så mange gange. Men det glæder ham, at så mange er blevet inspireret til at sprede det positive budskab. I kommentarfeltet til sin video har han skrevet:

»I dagens samfund er det så vigtigt for børn at have selvtillid, være ydmyg og have en følelse af selvværd. Især vores unge piger.«

Ron Alston arbejder til dagligt som personlig træner på et YMCA, hvor han forsøger at motivere børnene til positive tanker.