40 dage er gået, siden Robin gik ud for at ryge en cigaret med sin storebror. 40 dage er gået, siden han blev dræbt, da han forsøgte at beskytte broderen. 40 dage er gået, uden gerningsmanden er fundet. Det har nu fået hackergruppen Anonymous til at kaste sig ind i kampen - og de hævder, de har fundet drabsmanden.

Det var midt på dagen, da 15-årige Robin gik ud på trappeopgangen med sin bror ved deres hjem i Akalla nord for Stockholm den 19. januar. Alligevel så ingen noget, da en mand med en pistol gik hen til brødrene.

Robin blev ramt først, da han stillede sig i vejen i forsøget på at redde sin fem år ældre bror. Efter Robin faldt om, blev storebroderen også skudt. Flere gange.

Hvor Robins liv ikke stod til at redde, er storebroderen endnu indlagt med alvorlige skader.

Siden har svensk politi forsøgt at finde frem til gerningsmanden. Indtil videre uden held. Men det er ikke kun politiet, der jagter ham. Det samme gør også den berygtede hackergruppe Anonymous, der kritiserer svensk politi for at have arbejdet for langsomt. Det skriver Expressen.

Anonymous: 'Robin var en sand helt'

I en video, som hackergruppen ifølge det svenske medie har publiceret på Facebook, sender medlemmet Ghostonic iført den klassiske Guy Fawkes-maske en besked til den person, gruppen mistænker for at stå bag drabet.

»Det her er en meddelelse til den mand, som dræbte vores broder i Sverige og skadede hans bror. Vores brødre,« siger Ghostonic og fortsætter:

»Vi finder dig, vi vil ødelægge dig, vi er over alt. Dette er ikke ikke en trussel, det er ren fakta. Vi er over alt. Forvent os.«

I en besked til Expressen oplyser Anonymous, at de angiveligt har fundet gerningsmanden.

»Som mange ved, er det svenske politi alt for langsomt. Vores team ASW (Anonymous spy warriors, red) tog det her meget alvorligt, da Robin var en af vores følgere og en sand helt,« skriver Ghostonic.

Informationerne om den person, Anonymous mistænker, har det givet videre til politiet, så det kan anholde ham, fortæller Ghostonic.

»Min verden brød sammen«

At Anonymous har kastet sig ind i kampen, glæder moderen til de to brødre, Carolina, da hun har mistet håbet om, at politiet kan finde drabsmanden - i hvert fald på egen hånd.

»Gruppen Anonymous hjælper mig. De har arbejdet på det her, siden det skete. De har gjort et kæmpe stykke arbejde og arbejdet virkelig hårdt,« siger Carolina til Expressen.

Læs også: Anonymous erklærer krig mod IS: 'I skal vide, at vi ikke lader jer slippe'

Selv var hun på bryllupsrejse i USA, da hun fik at vide, hvad der var sket med hendes sønner.

»Min verden brød sammen. Jeg har stadig ikke forstået, hvad der er sket. At ens 15-årige søn bliver henrettet, og at ens 20-årige søn bliver sønderskudt, det er ikke noget, man lige forstår,« fortalte hun i et tidligere interview med Expressen.

»Det føles som et helvede, det kan ikke beskrives med ord, hvordan det føles. Man kan prøve at forestille sig, hvordan det føles, men har man ikke været igennem det, kan du ikke forestille dig, hvordan det føles,« tilføjer Carolina.

Svensk politi vil ikke kommentere Anonymous' udmelding.