Tre 14-årige piger fra Stockholm havde glædet sig til deres livs rejse, da de den 17. juni skulle på sprogrejse til den engelske kystby Brighton.

Pigerne skulle med rejseselskabet STS og kort før afrejsedagen fik de et brev fra arrangøren om, hvem pigernes værtsfamilie var. Men da pigernes forældre søgte på den pågældende familien på nettet, fik de sig hurtigt noget af et chok.

Det viste sig nemlig, at den familie, pigerne skulle bo hos, havde en dybt kriminel fortid. Familiens datter havde for ti år siden, i en alder af 15-år, stukket en anden 15-årig pige ihjel til en fødselsdagsfest, fordi hun havde trådt hende over tæerne. Datteren blev idømt 14 års fængsel for mordet.

Det skriver svenske Aftonbladet.

Dagen efter datterens dom, blev hendes mor fundet svært såret af knivstik, og faderen blev efterfølgende både efterlyst og mistænkt for mordforsøget på moderen. Hun var angiveligt blevet stukket med en 15 centimeter lang kniv i både mave, bryst og armene - hvorefter hun var blevet efterladt blødende i køkkenet.

Fire år senere, i 2010, blev faderen anholdt i USA. Både faderens mordforsøg og hans egen datters drab på en jævnaldrende blev meget omtalt i de britiske medier, men alligevel kunne familien altså blive udvalgt som værtsfamilie.

Det undrede forældrene, som tog kontakt til STS for at konfrontere dem med de oplysninger, de havde fundet om familien, og det viste sig hurtigt, at rejsearrangøren ikke havde kendskab til familiens fortid. De tjekker nemlig kun personer over 18 år på den pågældende adresse, og havde altså ikke opdaget sagen om den 15-årige datter - eller sagen om drabsforsøg på moderen.

STS mener dog ikke selv, selskabet har gjort noget forkert, da det kun var moderen, der skulle være værtsmor for pigerne.

'At værtsmoderen er blevet udsat for en forbrydelse  af hendes mand (for 10 år siden) og at hendes datter, som ikke længere bor i husstanden, er blevet dømt for en forbrydelse, gør ikke værtsmoderen til en familie, vi ikke vælger at ansætte,' skrev STS i et svar til pigernes forældre.

STS beskriver samtidig i brevet, at familien flere gange har fungeret som værstfamilie i Brighton. De tre piger endte dog med at få tildelt en ny familie før afrejse.