En kinesisk pige var forsvundet i 10 år, inden politiet fandt hende på en internetcafé, hvor hun praktisk talt boede.

Hendes forældre troede på et tidspunkt, at deres datter var død, og de fik hende fjernet fra politiets register.

Så dybt var den kinesiske pige Xiaoyun sunket i jorden, efter hun forsvandt som 14-årig i 2005.

Men da politiet fredag under et rutinetjek spottede kvinden i en internetcafé i Kanggiao-distriktet i det østlige Kina, viste det sig, at det var her, at hun havde skjult sig i adskillige år.

Det skriver Daily Mail.

Den i dag 24-årige kvinde levede med et falsk ID-kort, og politiet tog hende med tilbage og tjekkede deres database over savnede personer. Og ganske rigtigt - hun passede på beskrivelsen af en pige fra byen Dongyang, som var meldt savnet for 10 år siden.

Xiaoyun bekendte kulør og fortalte, at hun - som den rebelske teenager hun var - forlod hjemmet efter et skænderi med sin far.

»Jeg var stukket af før. På det tidspunkt havde jeg forsøgt at spørge min far om penge. Mine forældre ville ikke give mig nogen, så jeg besluttede at stikke af for evigt,« fortæller hun Qianjiang Evening News.

Xiaoyun fortæller samtidig, at hun har tjent sine penge på at spille computerspil og via arbejde på forskellige internetcaféer. Hun har samtidig boet på caféerne og en række badeanstalter.

Hun er tilsyneladende særligt god til computerspillet CrossFire. For hun fortæller, at andre spillere har betalt hende for at spille for dem ved konkurrencer.

Politiet fik Xiaoyuns tilladelse til at kontakte forældrene, og der blev sat et møde op, hvor det kom frem, at moderen ikke har skiftet nummer i 10 år, fordi hun har håbet på, at hendes datter ville kontakte hende.

Under genforeningen sagde moderen, at hun tidligere har haft et iltert temeprament.

»Men efter 10 år er min datter voksen. Jeg vil aldrig skælde hende ud igen,« tilføjede moderen.

Det er dog fortsat uklart, om familien kommer til at bo sammen igen.

Xiaoyun fik efterfølgende en bøde på 1100 kroner for at bruge falsk ID-kort.