En kun 14-årig norsk dreng kæmper i øjeblikket mod Islamisk Stat (IS) i Irak. Det skriver det norske medie vg.no.

Søndag aften viste den norske TV-station TV2 et klip, hvor den 14-årige er iklædt militærtøj og holder et skydevåben. På videoen fortæller drengen, at han kæmper mod IS sammen med sin far.

På spørgsmålet om, hvorfor han kæmper i Irak, svarer den 14-årige, at han »praktiserer jihad«.

Faren er ifølge TV2 Norge angiveligt leder af en af de irakiske shia-militser, og han forklarer ifølge TV-kanalen, at den højeste religiøse leder har bedt ham om at tage til Irak.

»Jeg er norsk statsborger. Jeg er kommet, fordi jeg blev indkaldt fra den højeste religiøse leder for at deltage i jihad,« siger faren ifølge TV2, skriver vg.no.

BNB