En FN-resolution om våbenhvile i Syrien fik tilslutning fra 122 af 171 lande i Generalforsamlingen.

New York. FN's Generalforsamling har med markant flertal stemt for et krav om øjeblikkelig våbenhvile i Syrien og adgang til alle belejrede områder.

122 medlemslande stemte for, mens 13 stemte imod. 36 lande undlod at stemme, da resolutionen, som var forfattet af Canada, fredag var til afstemning.

Resolutioner i Generalforsamlingen er ikke bindende. De kan benyttes til at lægge politisk vægt på en sag.

- Denne afstemning er en besked til Rusland og Assad (Syriens præsident, red.) om at stoppe massakren, siger den amerikanske FN-ambassadør, Samantha Power.

Den syriske regeringshær har fredag genoptaget offensiven i Aleppo, som de seneste måneder har været centrum for voldsomme kampe.

Præsident Assads hær har sammen med allierede erobret stort set hele byen. Torsdag meddelte Rusland ellers, at man ville holde en pause i offensiven, så civile kunne slippe væk fra de belejrede områder.

Den pause blev meget kort ifølge oplysninger fra overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (SOHR).

Resolutionen beder FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, om inden for 45 dage at rapportere en status for implementeringen af resolutionen.

Canada kalder resolutionen en påmindelse om det syriske folks lidelser.

- Syrerne er vores prioritet, og verden vil ikke se passivt til, mens de lider uden vores hjælp, siger Canadas FN-ambassadør, Marc-Andre Blanchard, i en skriftlig udtalelse.

Flere end 400.000 mennesker er ifølge et FN-skøn dræbt under den blodige krig i Syrien.

Omkring halvdelen af befolkningen er flygtet, siden konflikten begyndte i foråret 2011.

/ritzau/Reuters