Den 13-årige norske pige, som blev fundet død - formentlig af sult - i en hytte nytårsaften, kan have ligget i flere dage, før moderen ringede til alarmcentralen.

Ifølge avisen VGs kilder var den 13-årige pige kold og stiv, da hun blev fundet af redningsholdet i hytten i Valdres syd for Beitostølen, 200 kilometer nordvest for Oslo.

Efter videre undersøgelser har politiet ifølge VG angiveligt også fundet ud af, at der var uåbnede julegaver fra moderen til datteren i hytten. Disse oplysninger har gjort, at politiet nu undersøger, om dødsfaldet kan være sket flere dage, før moderen slog alarm fra hytten, hvor hun boede med sin datter.

»Dødsårsagen og dødstidspunktet er et tema for os,« siger politiadvokat Julie Dalsveen til VG.

Det var moderen selv, som nytårsaften ringede til alarmcentralen, der sendte en redningshelikopter ud til hytten. Her fandt redningsmandskabet pigen død. Ifølge VG var der også sundhedspersonale med i redningshelikopteren, og de reagerede på, at den 13-årige var svært tynd.

Politiadvokaten Julie Dalsveen siger til VG, at det tyder på, at pigen er død af sult:

»Dødsfaldet har sandsynligvis en sammenhæng med afmagring,« siger Julie Dalsveen til VG.

Den foreløbige obduktionsrapport lå klar mandag, men de norske myndigheder har ikke endegyldigt fastslået dødstidspunkt og dødsårsag.

Moderen, der er i 40'erne, er efterfølgende blevet sigtet for grov omsorgssvigt med døden til følge.

Norsk politi har endnu ikke et svar på, hvornår den 13-årige pige sidst blev set i live. Politiadvokaten Julie Dalsveen vil hellere ikke fortælle mere om, hvilket syn, der mødte politiet i hytten nytårsaften.

Flere bekendte til den 13-årige pige har ifølge VG fortalt, at hun kæmpede med spiseforstyrrelser. Det har fået norsk politi til at bede relevante myndigheder om information om pigens sygdomshistorik.

Sociale myndigheder var på vagt

Ifølge VG opsøgte en repræsentant fra Vestopplands politidistrikt hytten tilbage i november. Det skyldtes, at de sociale myndigheder i byen Bærum, hvor pigen og moderen tidligere boede, havde udtrykt bekymring over familien. Ifølge VG fik politiet besked om at tjekke hytten i civilt antræk, men der var på det tidspunkt ingen hjemme.

Julie Dalsveen understreger over for VG, at der ikke var oplysninger i bekymringsunderretningen som gjorde, at politiet skulle have undersøgt hytten grundigere.

Pigens mor har indtil mandag været frivilligt indlagt på et psykiatrisk hospital, men er nu udskrevet. Hun blev omgående anholdt af politiet i Oslo og kørt til afhøring på politigården i Gjøvik. Politiets efterforskning skal nu være med til at klarlægge, om kvinden skal varetægtsfængsles.