Moderen til den 13-årige norske pige, der blev fundet død i en hytte nytårsaften, stod allerede frem og fortalte om sin datters problemer med både mobning og spiseforstyrrelser tilbage i 2012. Det skriver norske TV2.

Og det var netop til TV2 Norge, at moderen, der er i 40'erne, stod frem og fortalte om datterens oplevelser i det norske skolevæsen, hvor mange års mobning i folkeskolen førte til spiseforstyrrelser.

»Var vi bare blevet taget alvorligt fra starten af, så ved jeg, at dette ikke var sket. Jeg vil sikkert være vred og bitter i lang tid, men nu har vi lagt skolen bag os, og min datter har fået en ny chance. Nu skal hun blive sund og rask igen,« fortalte moderen i 2012 til TV2 Norge, efter hun havde besluttet at flytte sin datter fra folkeskolen Gullhaug i den norske kommune Bærum.

Efter to år på en anden folkeskole, hvor datteren angiveligt fik det bedre, begyndte problemerne med mobning på ny. Da hun startede på en ungdomsskole, mødte hun igen elever fra den gamle skole, som hun tidligere havde forladt. I efteråret blev datteren endnu en gang taget ud af skolen, og sammen med moderen flyttede de ind i den hytte, 200 kilometer nordvest for Olso, hvor datteren nytårsaften blev fundet død.

Moderen ringede selv til alamcentralen, der nytårsaften sendte en redningshelikopter til hytten. Redningspersonalet fandt pigen død, og en foreløbig obduktionsrapport viste, at pigen formentligt døde af sult.

Andre læser også: Lille snestorm i vente: Her kan der falde sne allerede i dag

Moderen er efterfølgende blevet sigtet for grov omsorgsvigt i sagen, og var indtil mandag frivilligt indlagt på et psykiatrisk hospital, hvor hun blev udskrevet. Hun blev umiddelbart efter kørt til afhøring af politiet.

En tidligere nabo fortæller til TV2 Norge, at moderen var omsorgsfuld over for sin datter.

»Selvfølgelig blev jeg chokeret og meget rørt af sådan en tragedie. Jeg synes, at hun gjorde mere for sit barn, end mange andre gør. De var så tætte, og hun var en meget omsorgsfuld mor, og jeg synes, at det er vigtigt, at det fremstår som et en del af billedet. Ellers vil hun ikke ikke blive fremstillet på en retfærdig måde,« fortæller Ingrid Søstebø, der boede ved siden af moderen og datteren, før de flyttede.

Ifølge norske VG, har flere af den afdøde piges bekendte ligeledes fortalt, at den 13-årige kæmpede med spiseforstyrrelser.