Den yngste voldtægtsmand nogensinde i England er en 11-årig dreng – og det er langt fra kun en enkelt voldtægt, han har begået.

Det skriver engelske Metro.

En 11-årig dreng fra Blackpool i England erklærede sig skyldig i at have voldtaget den samme niårige dreng femten gange - oven i det er der også tre anklager om seksuel berøring. Drengen, som nu er 12 år, kan ikke blive navngivet af juridiske årsager.

Voldtægtsofrets mor opdagede 29. maj i år, hvad der foregik, da hun overhørte den 11-årige dreng hviske over en babyalarm i hendes søns soveværelse.

Hun gik ind i soveværelset og så, at den 11-årige dreng lå og voldtog moderens niårige søn på gulvet.

Den tiltalte dreng er blevet varetægtsfængslet i Blackpool forud for sin strafudmåling. Han er angiveligt selv et offer for seksuelt misbrug, og han angrer sine gerninger.

»Jeg er ked af det, jeg har gjort. Jeg aner ikke, hvorfor jeg gjorde det,« sagde den 11-årige tiltalte ifølge Metro.

Offeret blev interviewet af specialiserede politifolk. Her hævdede den niårige, at den tiltalte voldtog ham næsten hver gang, de legede sammen. Den 11-årige tiltalte havde også beordret den niårige dreng til ikke at sige noget til nogen og holde det hemmeligt, hvad der foregik, når de legede.

Anklageren i sagen Kerry Grieve sagde, at lovovertrædelserne fandt sted fra april sidste år til i sidste måned.