Aviskongen Rubert Murdochs mor er død. Men du skal nu ikke læse historien, fordi den handler om ham. Men fordi hendes historie er 103 års historie om, hvad penge kan gøre. Og hvad man kan gøre med dem.
Elisabeth Murdoch, der døde onsdag, var nok mediemogulen Rupert Murdochs mor, men hun var så meget mere. Det skriver B.dk.
Hun var mor til fire børn. Hun var et helt århundredes historie, og hun er historien om, hvordan velstand kan bruges til at forbedre manges liv, hvis man deler ud af den.
Elisabeth Murdoch blev født i 1909 som Elisabeth Greene og blev allerede som 19-årig gift med Kevin Murdoch, der var 23 år ældre end hende. Han havde set et billede af hende i et blad og gjorde kur til hende, og selv om han var meget ældre end hende, sagde hun ja til hans frieri, og de blev gift få måneder efter deres første møde.
Deres bryllup viste på sin egen måde, hvordan hendes liv ville blive. For hun gik ikke op i materielle goder, hun blev gift i sin søsters aflagte bryllupskjole, men hun blev i kraft af sit ægteskab uhyre velhavende - i morgengave fik hun ejendommen Cruden Farm, hvor hun boede i mere end 80 år. Den var opkaldt efter det sogn i Skotland, som hendes mand kom fra.
Hun fik fire børn, som hun opdragede til ikke at gå op i materialistiske ting. Hun fik. f.eks sin mand til under depressionen at returnere en Rolls Royce, fordi hun mente, det var upassende, at han kørte rundt i den, når andre havde det svært. I årevis klippede hun selv sit hår, og hun nægtede at have varme i huset, skriver New York Times i nekrologen.
Sine børn opdrog hun skrapt.
- Jeg var aldrig blødsøden, sagde hun, og hendes søn har i offentligheden drillet hende med, hvordan hun slog børnene med sine hjemmesko, når de ikke makkede ret. Den eneste søn, Rupert, sendte hun på kostskole i otte år, en rimelig skrap en af slagsen, hvor han blev drillet og derfor havde hjemve, men det fik hende ikke til at ændre holdning:
- Min mand var den bløde, jeg måtte afbalancere i den anden retning, har hun fortalt.
Han var blevet rig på avisdrift, og da han døde, arvede hun aktier i hans firmaer, mens andre dele af firmaet Adelaide News og Sunday Mail blev arvet af hendes søn Rupert - opkaldt efter hendes morsomme men upålidelige og spilleglade far - fil to andre blade. De blev starten på hans internationale medieimperium, især kendt for skandalen omkring News of The World.
Det var hun ikke imponeret over og hun sagde i 2009:
- Jeg tror, vi er uenige om den type journalistik og den voldsomme invasion af folks privatliv. Det bryder jeg mig ikke om, skriver australske ABC.
Hun brugte sine midler til noget ganske andet end dyneløfteri og gav millioner til velgørenhed. Allerede som ganske ung blev hun involveret i velgørenhedsarbejde, da hun efter at have strikket til nyfødte og små børn på Melbournes Royal Childrens Hospital, fik en rundtur på hospitalet. Her oplevede hun det svigt, børn var udsat for og hun svor, at hun ville hjælpe dem. Med sin mands formue gik hun ind i arbejdet, blev som ung medlem af hospitalets bestyrelse i 1933 og støttede det gennem sit liv.
Men hun gav andre, mere end 100 australske institutioner donationer og støtte. Fra dyrebeskyttelse til indsatte, udsatte børn og psykisk syge. Hun støttede kunstnere, kom til hver eneste premiere og prisuddeling og hun støttede både etablerede kunstnere og unge studerende.
- Velstand kan bruges forkert, men det er generelt et virkeligt godt redskab til at hjælpe samfundet, sagde hun selv om sin velgørenhed, der allerede i 1963 betød, at hun blev adlet af den britiske dronning og kunne kalde sig Dame Elisabeth Murdoch.
Efter hendes død sagde den australske premierminister Julia Gilliard:
- Hun var ikke bare generøs selv, men hun fik andre til at være det. Australiens børn og Australiens kunstnere har mistet en af deres største støtter.
Hun var i Australien også kendt for sin have ved Cruden Farm, som hun hellere brugte penge på end på sig selv, og hun var indtil det sidste involveret i havens pasning. Hun blev kørt rundt i en kørestol af sin gartner, og de havde en lille motoriseret buggy, som hun også brugte til at komme rundt i.
- Min sidste udendørssport« sagde hun selv.
- Jeg har ikke spildt et minut af mit liv.
Da hun i 2008, året før sin 100 års fødselsdag, blev spurgt, hvad hun troede, hendes afdøde mand ville have tænkt om hendes liv, svarede hun:
- Jeg tror, Keith ville have været stolt. Jeg har ikke spildt et minut af mit liv. Jeg har brugt al den tid, jeg havde, synes jeg.
Det er vel egentligt et meget godt eftermæle efter et 103 år langt liv.
