Myndighederne har sendt 100 professionelle dykkere ud for at lede efter den farlige haj ved Sharm el Sheik.

De egyptiske myndigheder har sendt omkring 100 professionelle dykkere i vandet ud for Sharm el-Sheik i Egypten for at finde frem til den eller de hajer, det står bag den seneste tids blodige angreb på svømmende turister.

Det oplyser de egyptiske turistmyndigheder ifølge rejsebureauet Star Tour, siger selskabets salgsdirektør Stig Elling.

- Nu skal vi altså have fundet ud af, hvor den haj er, og få gjort noget ved det - og derfor har man her til morgen sendt de mange professionelle dykkere ud, siger Stig Elling.

Mens de professionelle dykkere er hoppet i vandet, så må alle andre blive på land. Myndighederne har udstedt badeforbud, der foreløbig gælder frem til den 9. december, oplyser Stig Elling.

Både Star Tour og Atlantis Rejser har rundsendt sms'er til de danske gæster i området, hvor man gør opmærksom på situationen og advarer mod at bade i havet.

Turister, der har bestilt deciderede dykkerrejse til Sharm el-Sheik hos Star Tour, får desuden mulighed for at ændre rejsetidspunkt, finde en anden destination eller få pengene retur.

Rejser man derimod til Sharm el-Sheik på almindelig ferie, så er der ikke mulighed for at ændre på sine planer ud over de almindelige rejsebestemmelser.

Han vurderer, at der lige nu er mellem 3000 og 4000 danske turister i på stedet.

Det seneste hajangreb fandt sted søndag, hvor en haj angreb og dræbte en 70-årig tysk kvinde, der svømmede i Det Røde Hav. Hun er den femte turist, der er blevet angrebet af en haj i området inden for to uger.

/ritzau/