Fra Højbjerg til Hornslet er 10 dagligvarebutikker på en måned blevet berøvet af en meget rolig mand.
Pludselig står han foran kassen. Lavmålt siger han:
»Giv mig pengene«.
Når ønsket er efterkommet, beder røveren kasseekspedienten sætte sig på hug, så han ikke kan se, hvordan han slipper bort.
Første gang, røveren slog til, var søndag 17. august. Da gik det ud over Superbrugsen i Højbjerg.
I mandags begik manden sit tiende røveri på en god måned. Denne gang havde han udset sig Aldi i Lystrup.
»Alle gange har han haft en pose med sig. Ofte truer han personalet med en pistol eller en kniv,« siger politiassistent Lars Karkov, der leder efterforskningen.
Men nogen truende adfærd udviser røveren ikke.
»Giv mig pengene«
»Det virker næsten, som om han forsøger at undgå at skræmme de ansatte i de butikker, han røver. Han optræder så roligt og koldblodigt, at de ansatte i en af butikkerne troede, at de var ude for en joke. Helt roligt siger han »pengene«, »giv mig pengene« eller »jeg skal have pengene«,« siger Lars Karkov.
Selv om politiet efter hvert røveri har offentliggjort et signalement og flere gange har offentliggjort fotos fra overvågningskameraer, er der ikke ligefrem strømmet henvendelser og tips ind på politigården.
»Det er ikke meget, vi har. For eksempel ved vi ikke, hvordan han kommer til og fra gerningsstederne. Blandt andet fordi han altid får de ansatte i butikkerne til at sætte sig på hug, så de ikke kan se, hvordan han kommer væk. Det er ét punkt, vi meget gerne vil vide mere om,« siger Lars Karkov.
Bevæger sig nordpå
Plotter man de ti gerningssteder ind på et kort, så tegner der sig et billede af en røver, der stille og roligt bevæger sig fra syd mod nord:
De første røverier begik han i Højbjerg og Viby. De sidste i Hornslet og Lystrup.
»Det er et billede, der tegner sig. Vi har i hvert fald set, at han aldrig slår til i samme område. Jeg tænker, at der er tale om en mand, som skylder penge væk. Som er desperat efter at skaffe penge,« siger Lars Karkov, der faktisk ikke kan være 100 procent sikker på, at en og samme mand står bag samtlige 10 røverier.
»I fredags var der et forsøg på røveri mod Aldi i Lystrup. I mandags var der så et fuldbyrdet røveri mod samme butik. En af Aldis ansatte var på arbejde både fredag og mandag. Hun er sikker på, at ham, der begik røveriet mandag, ikke var den samme som ham, der forsøgte at begå røveri fredag,« siger Lars Karkov.
Da den butiksansatte så overvågningsbilleder af et røveri mod Rema 1000 i Hornslet, begået samme fredag, genkendte hun Hornslet-røveren som ham, der forgæves forsøgte sig hos hendes arbejdsplads i Lystrup samme dag.
Uanset om der er tale om en eller flere røvere, så er ni ud af de 10 røverier begået om aftenen - måske fordi der om aftenen typisk er hverken meget personale eller mange kunder til at gribe forstyrrende ind.
FAKTA: Røverens signalement
De ansatte i de 10 dagligvarebutikker, der har haft besøg af serierøveren, er ikke enige i alle detaljer i mandens signalement.
Men der tegner sig et billede af en etnisk dansker, der er et sted mellem 180 og 190 centimeter høj.
De fleste gange beskrives han almindelig af bygning. En enkelt gang som spinkel.
Der er en hel del uenighed om røverens alder. Den kan gå helt fra 20 år til 40 år.