Oprørere fra Den Frie Syriske Hær har indtaget en by på grænsen til Tyrkiet. 10 mennesker blev dræbt i sammenstødet.

SYRIEN: 10 mennesker mistede livet, da syriske oprørere torsdag indtog grænsebyen Ras al-Ain i den nordøstlige provins Hasaka 600 kilometer fra Syriens hovedstad, Damaskus, oplyser flere kilder ifølge Reuters. Oprørernes indtog sker i et forsøg på at overtage kontrollen med de grænseområder, der styres af præsident Bashar al-Assads styrker.

- Grænsebyen er vigtig, fordi den åbner op for en anden linje til Tyrkiet, hvor vi kan sende de sårede til samt få forsyninger fra, siger Khaled al-Walid, en kommandør fra oprørsgruppen Raqqa Rebel Division, der holder til i naboprovinsen.

Hændelsen er endnu ikke blevet bekræftet af uafhængige kilder.

Khaled al-Walid fortæller til Reuters, at oprørerne kontrollerer et stort område langs den tyrkiske grænse, herunder en vej fra byen Aleppo til Hasaka.

I de seneste tre måneder har hovedsageligt arabiske sunni oprørere erobret flere poster på den 800 kilometer lange grænse.

Det Kurdiske Råd, der er en koalition af kurdiske partier imod Assad, har opfordret Den Frie Syriske Hær til at forlade byen af frygt for, at deres tilstedeværelse kan udløse bombardementer fra styrets militær. Ifølge rådet skal provinsen Hasaka forblive et sikkert område for de titusindvis af flygtninge, der er flygtet dertil fra andre områder.

- Militære elementer er nødt til at trække sig ud, så deres tilstedeværelse ikke tjener som en undskyldning for at beskyde byen og ødelægge den, lyder det i en erklæring fra Det Kurdiske Råd ifølge Reuters.

BNB/Reuters