Helt unge afghanske piger har mistet livet, efter de ramte en landmine, mens de samlede brænde. To er fortsat indlagt med kritiske kvæstelser.

AFGHANISTAN: En landmine er eksploderet i den østlige del af Afghanistan, og det har kostet 10 unge piger livet, mens to er blevet såret, rapporterer flere internationale medier.

De to sårede bliver behandlet på hospitalet, men er i kritisk tilstand.

Afghanske embedsmænd bekræfter, at eksplosionen var en mine, skriver BBC, og den sprang i luften, da pigerne samlede brænde, og en af dem ramte den med en økse. Det forklarer en talsmand for guvernøren i provinsen Nangarhar.

De fleste af pigerne, der mistede livet, er mellem ni og 11 år.

En mine som den, pigerne udløste, stammer fra årtier med konflikt i landet, og de bliver ofte fundet i øde områder.

Eksplosionen sker dagen efter, det er kommet frem, at Taleban og repræsentanter fra den afghanske regering skal mødes til en snak om Afghanistans fremtid. Der er fortsat uro i landet og bekymringer om, hvorvidt Taleban vil overtage magten, når NATO-tropperne trækker sig endeligt ud i 2014.

Ifølge Taleban vil mødet, som foregår i denne uge nord for den franske hovedstad, Paris, ikke indebære politiske aftaler eller forhandlinger, blot oplæg og mulighed for snak. De nærmere omstændigheder omkring mødet holdes hemmelige, så parterne i ro og fred kan diskutere situationen i 2014.