I kølvandet på den altødelæggende tsunami fra 2004 blev der etableret et avanceret og effektfuldt varslingssystem, som udløser sirener i selv de mindste lokalsamfund. Men der er ved at gå »Peter og Ulven« i den, advarer Røde Kors.

Klokken 00:58 søndag 26. december 2004 blev der registreret et undersøisk jordskælv i Det Indiske Ocean, der målte op mod 9,3 på Richter-skalaen. Skælvet blev starten på det, der udviklede sig til den mest omfattende naturkatastrofe i nyere tid.

Tsunamien ramte kysten med en mur af vand, der flere steder målte mere 20 meter, og dræbte omkring 230.000 mennesker. Ti år senere har tsunamien stadig stor indflydelse på hverdagen langs især asiatiske kyster ved Det Indiske Ocean. Millioner af mennesker lever med bevidstheden om, at de skal rykke hurtigt, når sirenerne lyder.

»I de fleste kystnære områder, hvor tsunamier kan opstå, har de beredskabet på plads. Og det er afprøvet,« siger Jan G. Olsen, der er sektionsleder i Internationalt Beredskab i Beredskabsstyrelsen.

Når sirenerne lyder, bliver der iværksat en nøje indstuderet plan i de berørte områder, og den går oftest på, at beboerne søger mod højere beliggende områder eller evakueringspunkter. Og det går ifølge Jan G. Olsen stærkt fra en af seismograferne eller trykbøjerne i Det Indiske Ocean registrerer skælv eller unormalt store vandmasser, til alarmen via et FN- og EU-system når ud til lokalsamfundene i for eksempel den indonesiske provins Aceh.

»Vi taler ikke om en time. Der går snarere minutter eller et kvarter, før de alle sammen har fået det her ud i systemet,« siger Jan G. Olsen.

Naturkatastrofen 2. juledag 2004 resulterede i en international oprustning i Det Indiske Ocean og landene omkring. Antallet af seismografer og trykbøjer, som måler, hvis der kommer for meget vand i form af en tsunami henover dem, er steget markant.

»Jeg er overbevist om, at den videnskabelige del med at registrere mulige tsunamier fungerer rigtig godt,« siger Tine B. Larsen, seismolog ved GEUS - De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland.

Oprustningen mod naturens voldsomhed er ifølge Tine B. Larsen så markant, at varslingssystemet nærmer sig prædikatet »vandtæt«.

»Hvis en af seismograferne eller trykbøjerne svigter, så er der heldigvis andre. Der er mange flere seismografer end trykbøjer, men systemet er robust nok til at noget af grejet kan svigte.«

Systemet fungerer altså. Og genopbygningen efter de massive ødelæggelser har efterladt Aceh, der med 166.000 ofre blev hårdest ramt i 2004, styrket. Ifølge daværende chef for Dansk Røde Kors’ arbejde i Indonesien, Peder Damm, er husene blevet mere modstandsdygtige mod tsunamier, jordskælv og andre potentielle naturkatastrofer i området. Men de omkring ti millioner beboere ved den 300 kilometer lange kyststrækning af Sumatra, der er mest tsunami-udsat, er ved at være trætte af de mange varsler, der har hylet de seneste ti år.

»Hvis varslingssystemet går i gang alt for mange gange, uden at det rent faktisk fører til en tsunami, så går der det lidt »Peter og Ulven« i det. Så begynder man at tænke, at der jo aldrig kommer en tsunami, selv om sirenerne blæser igen,« siger Peder Damm.

Og så kan sirenerne lyde nok så højt. Hvis det ikke får indoneserne til at sætte i løb, så kan det være lige meget, pointerer Peder Damm, der siden 2009 har skiftet titel til katastrofeberedskabsdelegat for Asien.

»Der ligger en udfordring i at finde ud af, hvordan man bevarer respekten. Der må man finde måder at opfriske, hvorfor vi egentlig har de her varslingssystemer.«