Skal man satse på hård chokoladeskal med gaver eller fyldte chokolader med eksotisk smag? Og er nougat eller marcipan bedst til at bringe børn og voksne i det helt rigtige påskehumør? B.T. har testet tyve forskellige påskeæg og kårer både de bedste køb til børn og voksne.

Med B.T. Plus får du:

-Test af 10 påskeæg til børn bedømt af børnepanelet

-Test af 10 påskeæg til voksne bedømt af fødevareekspert Michael René og Pia Lindell Qwist, konferencechef i Berlingske Meida, hvor hun indkøber og serverer chokolade.


Der skal være indpakning, overraskelse og noget at lege med, når børnene skal vælge påskeæg.

I tv-reklamens barndom har vi alle set den nydelig mor på vej på indkøb, spørge børnene, hvad hun skal tage med hjem til dem. Og vi kender svaret:

- Det skal være noget lækkert, noget vi kan lege med og en overraskelse.

Men det er jo hele tre ting i en – det går virkeligt ikke. Men det går i forbløffende grad, når man skal vælge årets påskeæg til børnene.

Ifølge B.T.’s fødevareekspert Michael René, der er lektor på Professionshøjskolen Metropol er børn stokkonservative, når det gælder påskechokolade.

- Påskeæg til børn skal være meget klassiske. Det er udseendet og indpakningen, der er vigtig. Chokoladen er sekundær, siger han.

Da B.T. lod fire børn smagsteste et udvalg af påskeæg, var der ingen tvivl om, at overraskelsen og noget at lege med var vigtigere end smagen.

”Det er stort”, ”det er pakket flot ind” og ”der er mange i” var børnenes argumenter, da de før testen blev bedt om at udpege det æg, de helst ville have retur for årets gækkebreve.

Kun femårige Karla Hartung Jørgensen tænkte på smagen af chokolade, da hun udpegede sit yndlings-æg.

- Det ligner noget, der smager godt, sagde hun og valgte en påskehare.

Efter at have smasket og uhmmmmet sig gennem ti påskeæg, blev børnene bedt om igen at udpege deres yndlingsæg. Kun én havde ændret mening. Så der nu var to stemmer på påskeharen.

- Den er sød! - og smager bedst, lød beskeden fra både Karla og Katinka.

I modsætning til julens chokoladekalendere, der ofte smager mere af smør end chokolade, så var der enighed om at børnenes påskefavoritter var af udmærket kvalitet.

- Det er ikke dårlige produkter. Sundhedsmæssigt er der koffein og sukker i, det giver et energiboost hos børnene, siger Michael René.

Så forærer du 500 g påskechokoladehare, så kan du roligt regne med at få et styks hoppende duracell kanin i børnestørrelse i bytte.

B.T. smagspanel:

B.T.s påskeægstester-panel: Katinka, Lukas, Anton og Karla.
B.T.s påskeægstester-panel: Katinka, Lukas, Anton og Karla. Foto: Uffe Weng
Vis mere

Lukas Hartung Jørgensen, 8 år.
Katinka Lho Kjær Hansen, 6 år.
Anton Kjær Hansen, 8 år.
Karla Hartung Jørgensen, 5 år.

Vi har bedt børnene om at udpege deres favoritæg før de smagte på dem og igen bagefter.

Påskeæg fra Spangsberg.
Påskeæg fra Spangsberg. Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere

FOR MEGET MARCIPAN
Nougat Marcipan, Spangsberg 90 g, 16,- kr. Købt i SuperBest
Karla: Det vil jeg ikke smage. Jeg kan ikke lide marcipan.
Katinka: Jeg kan ikke så godt lide marcipan og kunne næste ikke smage chokoladen. Er det ikke meningen, at det skal smage af chokolade? Jeg kan heller ikke lide nougat.
Lukas: Jeg elsker marcipan. Så jeg synes, det smager godt.
Anton: Der er en lille ulempe. Det smager for meget af marcipan. Der e meget mere marcipan end chokolade, det kan jeg ikke ret godt lide.

Smarties Shaker Eggs.
Smarties Shaker Eggs. Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere

MED KNAS I
Smarties Shaker Egg, 90 g, 22,- kr. Købt i Føtex.
Karla: Uhmmm-i-num. Det minder om et Kinder-æg, for der er noget inden i. Der er chokolade på min hånd, det smager af kakao.
Katinka: Det knasede rigtigt meget, det kan jeg ikke lide.
Lukas: Den smagte rigtigt godt. Jeg kunne godt lide, at det knaser lidt.
Anton: Uhmmm, der er noget indeni. Det er lidt sjovt. Der er lidt knas i chokoladen, men det er fint nok.


Milk Chocolate Eggs.
Milk Chocolate Eggs. Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere

ANTONS FAVORIT
Milk Chocolate Eggs, 1000 g, 140,- kr. Købt i Føtex
Karla: De smager sødt. Dejligt sødt.
Katinka: Jeg kan bedst lide dem her, fordi de er tyndere.
Lukas: De smager super, super, super, super godt.
Anton: De smager godt. Jeg synes, de har en dejlig tyk skal.


Påskeæg fra Aarstiderne.com.
Påskeæg fra Aarstiderne.com. Foto: Uffe Weng
Vis mere

DET KLASSISKE ÆG
Påskeæg, 200 g, 118,- kr.. Købt på Aarstiderne.com
Karla: Nej tak til mig. Jeg tager et stykke hare i stedet for.
Katinka: Det smager som dem før (Nougat marcipan fra Spangsberg, red,) Dem kunne jeg ikke så godt lide. Der er for meget marcipan i.
Lukas: Det ser ud til at smage godt. Der er rigtigt meget marcipan, det elsker jeg. Chokoladen udenpå smager også rigtigt godt.
Anton: Jeg kan ikke så godt lide det. Det smager mærkeligt. Men det er sjovt, at der er kakao ovenpå.


Æg fra Frellsen.
Æg fra Frellsen. Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere

SMAGER IKKE AF CHOKOLADE
Hvidt æg fra Frellsen, 78 g, 65,- kr. Købt i Frellsen
Karla: Det smager super, super, super godt.
Katinka: Jeg kunne halvt lide det. Det smagte ikke som den mørke chokolade. Det er lidt som at drikke te og spise is, så smager isen heller ikke, som den plejer.
Lukas: Det smager lidt underligt, som at spise en halv appelsin.
Anton: Det smager sødere end mørk og lys chokolade. Min yndlings chokolade er lys.


Kinder Maxi Surprise.
Kinder Maxi Surprise. Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere

LUKAS’ FAVORIT
Kinder Maxi Surprise, 150 g, 75,- kr. Købt i SuperBest. Med overraskelse i.
Karla: Det smager lidt som hvid chokolade, det er dejligt sødt.
Katinka: Den er mærkeligt i smagen, fordi der både er hvid og lys chokolade. Men jeg kan godt lide, at der er noget inden i, og man får nyt legetøj.
Lukas: Det smagte rigtigt godt og sødt. Det smagte lidt af marcipan. Men jeg er ligeglad med gaven.
Anton: Det smager meget lyst, meget sødt. Mange køber det kun for gaven.


Prestige æg i mørk chokolade.
Prestige æg i mørk chokolade. Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere

SLANKECHOKOLADE
Prestige æg i mørk chokolade, 70 pct. kakao, 150 g, 40,- kr. Købt i SuperBest
Karla: Det smager ikke så godt.
Katinka: Det er lidt stærkere end de andre, jeg kan ikke så godt lide det.
Lukas: Det er ok. Men det er meget mørkt i smagen.
Anton: Det smager mindst sødt. Det viser, at der ikke er specielt meget sukker i. Hvis man er på slankekur og gerne vil have chokolade, er det her det bedste æg.


Påskehare fra SuperBrugsen.
Påskehare fra SuperBrugsen. Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere

PIGERNES FAVORIT
Påskehare i mælkechokolade, 500 g, 90,- kr. Købt i SuperBrugsen.
Karla: Den smager godt af chokolade.
Katinka: Jeg kan ikke lide chokoladen ret godt. Men haren er RIGTIG sød.
Lukas: Den smager lidt af marcipan. Der må være mælk i -lidt mælk.
Anton: Det er en god smag af lys chokolade.


Klassisk påskeæg fra BonBon.
Klassisk påskeæg fra BonBon. Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere

LIDT SUR I DET
Klassisk påskeæg fra BonBon, 100 g, 35,- kr. Købt i SuperBrugsen.
Karla: Det smager ikke, som det jeg bedst kan lide, selvom jeg bedst kan lide mørk chokolade.
Katinka: Det smager meget mørkt. Den er også meget mørk. Det kan jeg ikke så godt lide.
Lukas: Det smager ok. Men også lidt underligt. Den er lidt sur i det.
Anton: Det var lidt sødere end de andre mørke chokolader. Det kan jeg godt lide. Det knasede ikke.


Cioccolato Fondente.
Cioccolato Fondente. Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere

FOR MEGET KNAS I
Cioccolato Fondente, 75 pct. 230 g, 50,- kr. Købt i SuperBrugsen. Med overraskelse inden i
Karla: Jeg kan ikke lide, der er sådan noget knas i. Men det var en lille overraskelse, at der var en gave.
Katinka: Det knaser for meget.
Lukas: Det smager godt, men det er lidt underligt, med det der knas. Det sidder fast i tænderne.
Anton: Dejlig at der endelig var mørk chokolade. Dejligt at den knasede lidt. Men der plejer aldrig at være overraskelser i mørk chokolade.