Den 1. september 2015 bliver Andreas Mogensen sendt ud i rummet. På opdagelsesrejse, hvor ingen dansker før har været. Som et menneskeligt forsøgsdyr i den hidtil største mission: at sætte foden på Mars.

Rejsen har allerede været en håndgribelig drøm i årtier. Verden over sidder ingeniører, matematikere og astrofysikere og tegner, måler, beregner, udfører forsøg og nedfælder resultater for at nå målet. Det ultimative mål i rumfartshistorien. I hvert fald i vores tid.

Der er dog stadig længe til, at rejsen begynder, og vi bliver nødt til at hoppe på 19 år før afgang, i 2014, 228 millioner kilometer fra det røde, golde mål. Nærmere bestemt i udkanten af Köln i det vestlige Tyskland. I et indhegnet industriområde med flade betonbygninger på hver side af en lang asfaltvej. I en gigantisk hal i den sidste bygning, før vej bliver til dyb skov, står en mand i en blå dragt med dannebrog på overarmen.

- De fleste har grinet ad mig, siger han.

Selv griner han ikke. Skolet, venlig, stringent - en mand ‘efter bogen’.

- Og kaldt mig tåbelig, fordi Danmark aldrig har haft en astronaut i rummet. Jeg har altid svaret: ’Jamen, én skal jo være den første’.

Det er her, i bygningen i Köln, man uddanner sig til det, de fleste drenge drømmer om. Vi er på Det Europæiske Astronautcenter (EAC). Et sted for de ganske få, og Andreas Mogensen er en af dem. Den 38-årige far til én er udvalgt blandt 8.413 ansøgere fra hele Europa og har i mere end fem år trænet til den mission, han snart skal ud på.

“En umådelig ildsøjle vældede op af jordens indre som af et krater. Jorden rystede, og kun nogle få personer kunne et øjeblik skelne projektilet, der sejrrigt kløvede luften midt i de flammende røghvirvler.”

Sådan skrev forfatteren Jules Verne i sin bog ‘Rejsen til Månen’ fra 1865. Beskrivelsen minder til forveksling om en moderne raketopsendelse, men det vidste Jules Verne af gode grunde ikke. Han skrev bogen godt hundrede år før, man begyndte at sende raketter til Månen, og den er et eksempel på, at mennesket måske altid har drømt om og spekuleret på, hvad der var derude.

Månen nåede vi i 1969, da Neil Armstrong som det første menneske satte sine fødder i det fremmede, kraterfyldte landskab. Dengang blev ekspeditionen sammenlignet med Columbus’ opdagelse af Amerika, fordi begge gjorde vores verden større og satte vores eksistens i et helt nyt perspektiv.

Andreas Mogensen bliver som den første danske astronaut sendt op til ISS - International Space Station - 1. september næste år.
Andreas Mogensen bliver som den første danske astronaut sendt op til ISS - International Space Station - 1. september næste år. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Dette NASA-billede viser den amerikanske astronaut Neil Armstrong på månen ved siden af landingsmodulet 'Eagle' (Ørn, red.). Neil Armstong satte som det første menneske fod på månen 20. juli 1969. Det skete med de i dag berømte ord 'One small step for man, one giant leap for mankind' (Et lille skridt for mennesket, et kæmpe spring for menneskeheden, red.). Foruden Neil Armstrong var også Edwin 'Buzz' Aldrin med på den historiske Apollo 11-mission. Det er 'Buzz', der har taget billedet her.
Dette NASA-billede viser den amerikanske astronaut Neil Armstrong på månen ved siden af landingsmodulet 'Eagle' (Ørn, red.). Neil Armstong satte som det første menneske fod på månen 20. juli 1969. Det skete med de i dag berømte ord 'One small step for man, one giant leap for mankind' (Et lille skridt for mennesket, et kæmpe spring for menneskeheden, red.). Foruden Neil Armstrong var også Edwin 'Buzz' Aldrin med på den historiske Apollo 11-mission. Det er 'Buzz', der har taget billedet her. Foto: HANDOUT
Vis mere

Nu vil vi tilbage til Månen. Sidst var vi der for at bevise, at det overhovedet var muligt, denne gang for at nå et endnu større mål. Månen er nemlig perfekt placeret som rumhavn mellem Jorden og resten af universet for at nå vores røde, klippefulde naboplanet i solsystemet, Mars.

I år 2033 vil den amerikanske rumfartsadministration Nasa lande det første menneske på Mars. Men der er stadig uendelig mange trin op ad trappestigen til den iskolde planet, før missionen kan blive en realitet, og et par af dem skal betrædes af en dansker. Som den første danske astronaut bliver Andreas Mogensen den 1. september 2015 sendt ud til Den Internationale Rumstation (ISS) på et ti dage langt ophold.

400 km over Jorden

Andreas Mogensen tager et langt skridt ind i en kæmpemæssig cylinder, der er placeret i den ene side af astronautcentrets træningshal. Cylinderen er en tro kopi af det rum, han skal arbejde i på rumstationen 400 km over Jordens overflade. Deroppe vil han være vægtløs. Her nede på Jorden udgør et gulv af glasplader tværs gennem cylinderen ‘vægtløshed’.

- Et af de store problemer, vi har som astronauter, er, at man ikke kan træne i den tilstand, man er i i rummet. Første gang man kommer op til rumstationen, er første gang, man er vægtløs. Det er der, det gælder, siger Andreas Mogensen.

På Det Europæiske Astrinautcenter i Köln findes en tro kopi af det europæiske modul 'Columbus', der er en del af Den Internationale Rumstation, hvor Andreas Mogensen skal på en 10 dage lang mission næste år.
På Det Europæiske Astrinautcenter i Köln findes en tro kopi af det europæiske modul 'Columbus', der er en del af Den Internationale Rumstation, hvor Andreas Mogensen skal på en 10 dage lang mission næste år. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Cylinderen, der bærer navnet Columbus, er den europæiske del af rumstationen. Også USA, Canada, Japan og Rusland har moduler tilkoblet. Væggene er spækket med ledninger, computerskærme, håndtag, knapper, låger og apparater. De første rumrejsende var hårdhudede vovehalse - ofte uddannet som jagerpiloter, men i dag er astronauternes opgave først og fremmest at forske, og de har alle universitetsmæssig baggrund. Andreas Mogensen er civilingeniør med en ph.d-grad i rumfart, og når han drager ud i rummet, bliver han ‘et forsøgsdyr’, der bl.a. stiller sin krop til rådighed for forskningen.

En grum skæbne

I rumfartshistorien havde det første forsøgsdyr, man sendte i kredsløb om Jorden, faktisk fire ben, men det, der banede vejen for hunden Laika, som fik en grum skæbne, var en kugle. Det var den 4. oktober 1957. Det var blevet sent, og mørket var for længst faldet på i Bajkonur i Sovjetunionen. I spidsen på en R-7-raket lå en skinnende blank kugle af aluminium på 57 centimeter i diameter med fire antenner, og raketingeniøren Sergej Pavlovitj var nervøs. Flere nedtællinger var allerede blevet afbrudt, og han havde beordret kuglen pudset igen og igen, for der måtte ikke være en eneste plet. Ude ved startrampen stod nu en enlig trompetist og spillede en lang fanfare. Klokken 19.28.34 blev raketten fyret af med et brag.

90 lange minutter senere opfangede man den lyd, som hele verden med tilbageholdt åndedrag ventede på: Bip-bip. Bip-bip. Bip-bip. Verdens første satellit havde besejret tyngdekraften og var gået i kredsløb om Jorden. Satellitten hed Sputnik 1, og dens monotone bip-bip var lyden af begyndelsen på rumalderen, der i høj grad - i hvert fald i de første årtier - blev præget af kapløb mellem USA og Sovjetunionen. Der var også kold krig mellem stjernerne.

Andreas Mogensen fik givet varme i kinderne, da beskeden på en skrattende telefonforbindelse fra Köln en sen mandag i 2009 blev afleveret. Blandt 8.413 ansøgere fra hele Europa var han blevet udvalgt som astronaut, og nu hænger hans indrammede ansigt som en del af en lille, eksklusiv klub på Det Europæiske Astronautcenter. Hele hans uddannelse og arbejdsliv har været rettet mod at blive astronaut, og alligevel troede han ikke selv på, at det ville lykkes, før han fik det afgørende telefonopkald. Det kom klokken 23.30. Halvandet døgn før European Space Agency præsenterede de seks udvalgte astronauter for hele verden på et pressemøde i Paris.

Det Europæiske Astronautcenter råder over et 10 meter dybt bassin, hvor astronautaspiranterne træner bl.a. rumvandring under vand.
Det Europæiske Astronautcenter råder over et 10 meter dybt bassin, hvor astronautaspiranterne træner bl.a. rumvandring under vand. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

- Ventetiden var forfærdelig. Det var rigtig svært at gå på arbejde, og hvert 5. minut var jeg inde på min e-mail for at se, om der var kommet noget. Jeg blev mere og mere nervøs og havde indstillet mig på, at jeg ikke var blevet valgt. Da opkaldet endelig kom, spurgte jeg med det samme: ‘Blev det et ja eller et nej?’ Og så spurtede jeg bare ind til min kone, siger han.

Først i rummet

Drengedrømmen, som ingen havde troet på, var gået i opfyldelse. Men den nyslåede astronautaspirant lod ikke champagnepropperne springe.

- Jeg skulle jo tidligt op på arbejde næste dag. Og jeg skulle have bestilt fly til Paris og have spurgt min chef om fri, så der var en del praktisk at ordne, siger han.

I virkeligheden var reaktionen på Sputnik 1 i første omgang også meget afdæmpet. Sergej Pavlovitj ringede til ministerpræsident Khrusjtjov i Moskva, som ønskede pænt tillykke og herefter gik i seng, og partiavisen Pravda bragte blot en lille notits på forsiden. Men Vesten var i chok. Her ryddede Sputnik 1 forsiden på New York Times og blev tidens absolut varmeste samtaleemne.

Sovjetunionen var kommet først i rummet, og for amerikanerne var det en katastrofe. Historien om rumkapløbet er nemlig også historien om den kolde krig. En krig om magt, prestige og penge, hvor rumfart spillede en kæmpe rolle. For hvis ‘de røde’ i Sovjet med så stor præcision kunne sende en satellit i kredsløb, hvad var de så ikke i stand til? Med Sputnik 1 var krigen blevet koldere.

Det potentiale indså præsident Khrusjtjov omsider også. Og han øjnede propagandamuligheder. Han ville have Sputnik 2 i luften inden den 7. november samme år, og for at understrege magtforholdet skulle satellitten have et levende væsen med. Det blev den herreløse hund Laika. Den blev det første levende, men også døde væsen i kredsløb om Jorden, og dyreaktivister verden over var i oprør. Og selv om russerne i årevis påstod noget andet, viste det sig, at Laika efter bare seks timer led en pinefuld død i den trange og meget varme cylinder.

Men Sovjetunionen havde understreget førerpositionen, og afstanden blev kun større, da den amerikanske præsident Eisenhower den 6. december 1957 indkaldte verdenspressen til opsendelsen af det, der skulle blive den største fiasko i USA’s rumfartshistorie.

Et halvt århundrede senere, den 1. september 2009, parkerede Andreas Mogensen sin sølvfarvede Honda med sportssæder på parkeringspladsen foran astronautcentret i Köln. Første skoledag. Første skridt mod rumstationen.

Astronautaspiranterne er udvalgt på bl.a. psyke, samarbejdsevne, helbred og fysik. Det første halvandet år har de klasseundervisning med opgaver og lektier i biologi, fysik, kemi og russisk. Herefter træner de til deres mission. En træning, der også foregår i de andre deltagerlande Rusland, USA, Canada og Japan, og som bringer aspiranterne ud i ekstreme situationer. Jordens tyngdekraft gør det umuligt at simulere en rummission, så forberedelserne foregår enten dybt under jorden, under vand eller i øde, barske områder.


Under jorden

- Vi har for eksempel boet i et hulesystem to kilometer under jorden, hvor vi var totalt isoleret fra omverdenen og ikke så solen i en uge. Her skulle vi i hold af seks internationale astronauter udforske grotten og løse forskellige opgaver under vanskelige og stressende forhold, siger Andreas Mogensen, der også har boet i Nasas undervandslaboratorium på 20 meters dybde og bl.a. er blevet efterladt i den russiske ødemark for at træne i overlevelse.

- Jeg har ikke på noget tidspunkt overvejet at give op. Men jeg har tænkt: ‘Hold da op, det her er vanskeligt.’ Det kan for eksempel være ekstremt hårdt at træne rumvandring i stive rumdragter i seks timer. Men det hårdeste for mig har klart været at lære russisk, siger Andreas Mogensen, der skal sendes op fra Kasakhstan og derfor skal kunne styre et russisk rumfartøj.

For præsident Eisenhower var Sputnik 2 et hårdt slag, men det var intet imod, hvad han havde i vente. For mens hunden Laika kredsede om Jorden, løftede det amerikanske modsvar, Vanguard-raketten, sig for øjnene af hele verden kun en enkelt meter fra jorden, hvorefter den eksploderede og lod satellitten dumpe ned på en strand i nærheden. Ydmygelsen var total.

Først året efter, i 1958, lykkedes det for amerikanerne. Men russernes forspring var stort, og Sovjetunionen kom først med både de første levende væsner, der kom i kredsløb og siden vendte levende tilbage igen, det første menneske i rummet, den første kvinde i rummet og den første rumvandrer.

En mand på Månen

Det var tid til revanche. Den afgørende serv tog USAs nye præsident John F. Kennedy, da han i maj 1961 proklamerede, ‘at USA burde sætte sig som mål, inden årtiets udgang at landsætte et menneske på Månen og bringe det sikkert tilbage til Jorden’. John F. Kennedy blev skudt, inden han nåede at se sin drøm gå i opfyldelse den 16. juli 1969, hvor Apollo 11 stod klar på affyringsrampen og, som Jules Verne forudså, i en umådelig ildsøjle sejrrigt kløvede luften. Klokken 03.56 dansk tid den 21. juli 1969 trådte amerikaneren Neil Armstrong som det første menneske ud på Månen.

I Köln træder Andreas Mogensen ind i en lille kabine foret med blødt, mørkeblåt stof. På den ene væg hænger en sovepose, som han spænder sig selv fast i. På væggen foran ham er der limet små, afklippede stykker velcro op. Her kan han hænge billeder af sin familie, sin tandbørste og et lille håndklæde. Med den ene hånd trækker han en tynd skydedør for. Om ni måneder vil han gøre det samme, men til den tid er han vægtløs.

Astronauterne har hver deres lille sovekabine om bord på rumstationen. Her spænder de sig selv fast i en sovepose, så de svæver rundt, mens de sover.
Astronauterne har hver deres lille sovekabine om bord på rumstationen. Her spænder de sig selv fast i en sovepose, så de svæver rundt, mens de sover. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Her kan du se, hvordan en astronaut bor:

- Jeg tror, det bliver helt fantastisk at prøve at leve i vægtløs tilstand. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg glæder mig også rigtig meget til at kigge ud ad vinduerne. Jeg håber, jeg får en time eller to til bare at kigge ned mod Jorden, det må være fantastisk, siger han.

Den Internationale Rumstation er i kredsløb om Jorden i 400 km højde og flyver med en hastighed på 28.000 km/t. Det tager halvanden time at flyve rundt om Jorden, og på et døgn vil Andreas Mogensen altså komme til at opleve solen gå op og ned cirka 16 gange.

Allermest ser han frem til at turen op til rumstationen, som bliver det mest krævende. Her skal han være andenpilot i den fuldautomatiske russiske raket Soyuz TMA-18.

Et fantastisk rumskib

- Jeg glæder mig, til jeg er færdiguddannet pilot, så jeg kan overtage styringen af Soyuz, hvis det bliver nødvendigt. Det er et fantastisk rumskib, og det må være en fantastisk følelse at vide alt, hvad der er at vide.

Da Neil Armstrong i sin tid skulle lande Ørnen på Månen, gik det galt, og han måtte pludselig overtage styringen. En af computerne blev overbelastet, og Ørnen landede syv km fra det sted, man havde udset sig. Teknologien var ikke fulgt med JFK’s ambitioner, og man anede ikke, om landingsfartøjet kunne lette fra Månen igen. Præsident Nixon havde derfor forberedt en tale, hvis astronauterne skulle dø. Og var klar til at afbryde radiokontakten, så lytterne på Jorden ikke kunne følge med i deres dødskamp over radioen.

Armstrong og hans følge kom levende ned igen. Rumfart har dog kostet adskillige liv. De første tre astronauter døde i januar 1967 om bord på Apollo 1. Det skete allerede på startrampen, hvor raketten eksploderede og svejsede de amerikanske astronauter fast til sæderne i smeltet og størknet nylon. De to største rumtragedier, verden har set, overgik rumskibene Challenger og Columbia.

Challenger var på vej til sin niende opsendelse den 27. januar 1986, da teknikerne i kontrolrummet på Kennedy Space Center i Florida pludselig begyndte at råbe i munden på hinanden. Bare 76 sekunder efter opsendelsen eksploderede Challenger. En gummiventil, der ikke kunne tåle frost, var skyld i eksplosionen, og alle syv astronauter om bord døde.

Alle omkom

Columbia styrtede ned lørdag den 1. februar 2003. Rumfærgen var på vej tilbage gennem Jordens atmosfære, da et varmeskjold svigtede og rumfærgen gik i opløsning. Alle syv astronauter om bord mistede livet, og Columbia blev spredt ud over et enormt areal fra Californien til Louisiana.

Det tager under et kvarter, fra Andreas Mogensen letter fra den russiske Baikonur Cosmodrome i Kasakhstan, til han når Den Internationale Rumstation. Herefter tager det fire timer at lande på rumstationen og tilkoble fartøjet. Dét er det kritiske tidspunkt. Og selv om det netop er under opsendelse eller landing, rumulykkerne sker, er Andreas Mogensen ikke bange.

- For mig svarer det til at sætte sig om bord på en flyvemaskine. Et fly kan styrte ned, men man regner ikke med, at det sker. Der er jo også folk, der bliver sendt i krig i Afghanistan i et halvt eller helt år. Jeg har det langt lettere, for der er ingen, der skyder efter mig, siger han.

For et år siden blev Andreas Mogensen far til en lille pige. En begivenhed, der efter alt at dømme har åbnet en lille sprække i den stringente astronaut. Et lille, blødt punkt under den blå dragt.

Foto: ESA
Vis mere

Her ses Andreas Mogensen under træning. Som astronaut skal man være beredt på alt. Her træner han overlevelse, hvis der skulle gå noget galt under start eller landing, og han skulle havne i havet på ukendt farvand.
Her ses Andreas Mogensen under træning. Som astronaut skal man være beredt på alt. Her træner han overlevelse, hvis der skulle gå noget galt under start eller landing, og han skulle havne i havet på ukendt farvand. Foto: ESA
Vis mere

Astronauter kan ikke træne i vægtløs tilstand på jorden. Derfor foregår en stor del af deres træning dybt under havets overflade, da bevægelserne minder om det, man er i stand til, når man er vægtløs.
Astronauter kan ikke træne i vægtløs tilstand på jorden. Derfor foregår en stor del af deres træning dybt under havets overflade, da bevægelserne minder om det, man er i stand til, når man er vægtløs. Foto: ESA
Vis mere

Byggesæt i rummet

- Jeg kan mærke, at tingene har ændret sig, efter min datter er blevet født. Selv da jeg blev gift, var det kun mit eget liv, jeg havde ansvar for, men så snart min datter blev født, havde jeg også ansvar for hende. Derfor tænker jeg da over risikoen. Men jeg har fuld tillid til, at tingene går, som de skal, siger Andreas Mogensen, der sammenlagt er hjemme hos sin datter og hustru i lejligheden i det centrale Köln seks uger om året. Altid er han på farten.

- Jeg tror, min kone og jeg vil tale om risikoen, når vi kommer tættere på. Men hun tænker på samme måde som jeg. Og i al den tid, vi har kendt hinanden, har hun vidst, at jeg ville være astronaut.

Selv for seje astronauter er verdensrummet som udgangspunkt ikke for mennesker. Derfor var rumalderen knap skudt i gang, før man begyndte at arbejde på drømmen om at bygge en fast base - en rumstation - uden for Jordens atmosfære. Rusland kom først, og i november 1998 sendte de modulet Zarya op. I dag består Den Internationale Rumstation af 24 moduler, som er opsendt separat med raketter og rumfærger mellem 1998 og 2011 af USA, Rusland, Japan, Canada og en række europæiske lande - heriblandt Danmark.

Historiens dyreste bygningsværk

Med en pris på 700 mia. kr. er Den Internationale Rumstation (ISS) det dyreste bygningsværk i menneskets historie. Her bliver der primært forsket i vægtløshed. Der sker utrolige ting med de materialer, dyr og planter, vi kender fra Jorden, når de ikke længere skal overkomme tyngdekraften. Og forskningsresultaterne kan nede på Jorden igen bruges til eksempelvis at udvikle ny teknologi, udvikle vacciner og bekæmpe sygdomme.

Andreas Mogensen skal være menneskeligt forsøgsdyr. I vægtløs tilstand kan et menneske vokse adskillige centimeter, hvilket kan give store rygproblemer for astronauter, når de kommer tilbage til Jorden. Derfor skal han bl.a. teste en helt ny dragt, der holder knoglerne på plads.

Træning hver dag

En anden ting, der ændrer sig, når man er vægtløs, er musklerne. Når man svæver rundt, skal man ikke engang bruge kræfter på at holde sig oprejst, og man får hurtigt en muskelmasse som en sengeliggende patient. Derfor skal astronauterne træne to timer dagligt. Der findes ikke nogen bruser om bord, så badet må de klare med vådservietter og håndklæder. Og måltiderne er enten frysetørrede eller fra dåse, for mad, der krummer, er bandlyst. Krummerne lander nemlig af gode grunde ikke på jorden, men svæver rundt som skyer af madrester.

Men alle disse ting er biting i Andreas Mogensens bog. For ham gælder det om at tage de skridt op ad trappestigen, der kan føre mennesket tættere på målet.

- Missionen bliver virkelig spændende der, hvor vi kan forberede os til det næste skridt og tilegne os viden, som vi kan bruge til at komme længere ud i rummet. Min helt store drøm er at deltage i en mission tilbage til Månen eller helt til Mars. Eller i det mindste at arbejde her på Jorden med at udvikle det udstyr, der gør det muligt, siger han.

Måske er det allerede muligt i 2033. Her vil Nasa lande det første menneske på Mars.

Både amerikanske Nasa, det europæiske ESA og Japanske Jaxa har planer om at vende tilbage Månen.

Med tiden vil de alle oprette permanente baser i det kraterfyldte landskab. Baser, som skal bruges som springbræt til Mars. Og måske videre ud i solsystemet.

Andreas Mogensen er udvalgt blandt 8.413 ansøgere fra hele Eurpoa. Den 1. september 2015 starter hans mission.
Andreas Mogensen er udvalgt blandt 8.413 ansøgere fra hele Eurpoa. Den 1. september 2015 starter hans mission. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere


 

Den 1. september 2015 bliver Andreas Mogensen sendt ud i rummet. På opdagelsesrejse, hvor ingen dansker før har været. Som et menneskeligt forsøgsdyr i den hidtil største mission: at sætte foden på Mars.

Rejsen har allerede været en håndgribelig drøm i årtier. Verden over sidder ingeniører, matematikere og astrofysikere og tegner, måler, beregner, udfører forsøg og nedfælder resultater for at nå målet. Det ultimative mål i rumfartshistorien. I hvert fald i vores tid.

Der er dog stadig længe til, at rejsen begynder, og vi bliver nødt til at hoppe på 19 år før afgang, i 2014, 228 millioner kilometer fra det røde, golde mål. Nærmere bestemt i udkanten af Köln i det vestlige Tyskland. I et indhegnet industriområde med flade betonbygninger på hver side af en lang asfaltvej. I en gigantisk hal i den sidste bygning, før vej bliver til dyb skov, står en mand i en blå dragt med dannebrog på overarmen.

- De fleste har grinet ad mig, siger han.

Selv griner han ikke. Skolet, venlig, stringent - en mand ‘efter bogen’.

- Og kaldt mig tåbelig, fordi Danmark aldrig har haft en astronaut i rummet. Jeg har altid svaret: ’Jamen, én skal jo være den første’.

Det er her, i bygningen i Köln, man uddanner sig til det, de fleste drenge drømmer om. Vi er på Det Europæiske Astronautcenter (EAC). Et sted for de ganske få, og Andreas Mogensen er en af dem. Den 38-årige far til én er udvalgt blandt 8.413 ansøgere fra hele Europa og har i mere end fem år trænet til den mission, han snart skal ud på.

“En umådelig ildsøjle vældede op af jordens indre som af et krater. Jorden rystede, og kun nogle få personer kunne et øjeblik skelne projektilet, der sejrrigt kløvede luften midt i de flammende røghvirvler.”

Sådan skrev forfatteren Jules Verne i sin bog ‘Rejsen til Månen’ fra 1865. Beskrivelsen minder til forveksling om en moderne raketopsendelse, men det vidste Jules Verne af gode grunde ikke. Han skrev bogen godt hundrede år før, man begyndte at sende raketter til Månen, og den er et eksempel på, at mennesket måske altid har drømt om og spekuleret på, hvad der var derude.

Månen nåede vi i 1969, da Neil Armstrong som det første menneske satte sine fødder i det fremmede, kraterfyldte landskab. Dengang blev ekspeditionen sammenlignet med Columbus’ opdagelse af Amerika, fordi begge gjorde vores verden større og satte vores eksistens i et helt nyt perspektiv.

Andreas Mogensen bliver som den første danske astronaut sendt op til ISS - International Space Station - 1. september næste år.
Andreas Mogensen bliver som den første danske astronaut sendt op til ISS - International Space Station - 1. september næste år. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Dette NASA-billede viser den amerikanske astronaut Neil Armstrong på månen ved siden af landingsmodulet 'Eagle' (Ørn, red.). Neil Armstong satte som det første menneske fod på månen 20. juli 1969. Det skete med de i dag berømte ord 'One small step for man, one giant leap for mankind' (Et lille skridt for mennesket, et kæmpe spring for menneskeheden, red.). Foruden Neil Armstrong var også Edwin 'Buzz' Aldrin med på den historiske Apollo 11-mission. Det er 'Buzz', der har taget billedet her.
Dette NASA-billede viser den amerikanske astronaut Neil Armstrong på månen ved siden af landingsmodulet 'Eagle' (Ørn, red.). Neil Armstong satte som det første menneske fod på månen 20. juli 1969. Det skete med de i dag berømte ord 'One small step for man, one giant leap for mankind' (Et lille skridt for mennesket, et kæmpe spring for menneskeheden, red.). Foruden Neil Armstrong var også Edwin 'Buzz' Aldrin med på den historiske Apollo 11-mission. Det er 'Buzz', der har taget billedet her. Foto: HANDOUT
Vis mere

Nu vil vi tilbage til Månen. Sidst var vi der for at bevise, at det overhovedet var muligt, denne gang for at nå et endnu større mål. Månen er nemlig perfekt placeret som rumhavn mellem Jorden og resten af universet for at nå vores røde, klippefulde naboplanet i solsystemet, Mars.

I år 2033 vil den amerikanske rumfartsadministration Nasa lande det første menneske på Mars. Men der er stadig uendelig mange trin op ad trappestigen til den iskolde planet, før missionen kan blive en realitet, og et par af dem skal betrædes af en dansker. Som den første danske astronaut bliver Andreas Mogensen den 1. september 2015 sendt ud til Den Internationale Rumstation (ISS) på et ti dage langt ophold.

400 km over Jorden

Andreas Mogensen tager et langt skridt ind i en kæmpemæssig cylinder, der er placeret i den ene side af astronautcentrets træningshal. Cylinderen er en tro kopi af det rum, han skal arbejde i på rumstationen 400 km over Jordens overflade. Deroppe vil han være vægtløs. Her nede på Jorden udgør et gulv af glasplader tværs gennem cylinderen ‘vægtløshed’.

- Et af de store problemer, vi har som astronauter, er, at man ikke kan træne i den tilstand, man er i i rummet. Første gang man kommer op til rumstationen, er første gang, man er vægtløs. Det er der, det gælder, siger Andreas Mogensen.

På Det Europæiske Astrinautcenter i Köln findes en tro kopi af det europæiske modul 'Columbus', der er en del af Den Internationale Rumstation, hvor Andreas Mogensen skal på en 10 dage lang mission næste år.
På Det Europæiske Astrinautcenter i Köln findes en tro kopi af det europæiske modul 'Columbus', der er en del af Den Internationale Rumstation, hvor Andreas Mogensen skal på en 10 dage lang mission næste år. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Cylinderen, der bærer navnet Columbus, er den europæiske del af rumstationen. Også USA, Canada, Japan og Rusland har moduler tilkoblet. Væggene er spækket med ledninger, computerskærme, håndtag, knapper, låger og apparater. De første rumrejsende var hårdhudede vovehalse - ofte uddannet som jagerpiloter, men i dag er astronauternes opgave først og fremmest at forske, og de har alle universitetsmæssig baggrund. Andreas Mogensen er civilingeniør med en ph.d-grad i rumfart, og når han drager ud i rummet, bliver han ‘et forsøgsdyr’, der bl.a. stiller sin krop til rådighed for forskningen.

En grum skæbne

I rumfartshistorien havde det første forsøgsdyr, man sendte i kredsløb om Jorden, faktisk fire ben, men det, der banede vejen for hunden Laika, som fik en grum skæbne, var en kugle. Det var den 4. oktober 1957. Det var blevet sent, og mørket var for længst faldet på i Bajkonur i Sovjetunionen. I spidsen på en R-7-raket lå en skinnende blank kugle af aluminium på 57 centimeter i diameter med fire antenner, og raketingeniøren Sergej Pavlovitj var nervøs. Flere nedtællinger var allerede blevet afbrudt, og han havde beordret kuglen pudset igen og igen, for der måtte ikke være en eneste plet. Ude ved startrampen stod nu en enlig trompetist og spillede en lang fanfare. Klokken 19.28.34 blev raketten fyret af med et brag.

90 lange minutter senere opfangede man den lyd, som hele verden med tilbageholdt åndedrag ventede på: Bip-bip. Bip-bip. Bip-bip. Verdens første satellit havde besejret tyngdekraften og var gået i kredsløb om Jorden. Satellitten hed Sputnik 1, og dens monotone bip-bip var lyden af begyndelsen på rumalderen, der i høj grad - i hvert fald i de første årtier - blev præget af kapløb mellem USA og Sovjetunionen. Der var også kold krig mellem stjernerne.

Andreas Mogensen fik givet varme i kinderne, da beskeden på en skrattende telefonforbindelse fra Köln en sen mandag i 2009 blev afleveret. Blandt 8.413 ansøgere fra hele Europa var han blevet udvalgt som astronaut, og nu hænger hans indrammede ansigt som en del af en lille, eksklusiv klub på Det Europæiske Astronautcenter. Hele hans uddannelse og arbejdsliv har været rettet mod at blive astronaut, og alligevel troede han ikke selv på, at det ville lykkes, før han fik det afgørende telefonopkald. Det kom klokken 23.30. Halvandet døgn før European Space Agency præsenterede de seks udvalgte astronauter for hele verden på et pressemøde i Paris.

Det Europæiske Astronautcenter råder over et 10 meter dybt bassin, hvor astronautaspiranterne træner bl.a. rumvandring under vand.
Det Europæiske Astronautcenter råder over et 10 meter dybt bassin, hvor astronautaspiranterne træner bl.a. rumvandring under vand. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

- Ventetiden var forfærdelig. Det var rigtig svært at gå på arbejde, og hvert 5. minut var jeg inde på min e-mail for at se, om der var kommet noget. Jeg blev mere og mere nervøs og havde indstillet mig på, at jeg ikke var blevet valgt. Da opkaldet endelig kom, spurgte jeg med det samme: ‘Blev det et ja eller et nej?’ Og så spurtede jeg bare ind til min kone, siger han.

Først i rummet

Drengedrømmen, som ingen havde troet på, var gået i opfyldelse. Men den nyslåede astronautaspirant lod ikke champagnepropperne springe.

- Jeg skulle jo tidligt op på arbejde næste dag. Og jeg skulle have bestilt fly til Paris og have spurgt min chef om fri, så der var en del praktisk at ordne, siger han.

I virkeligheden var reaktionen på Sputnik 1 i første omgang også meget afdæmpet. Sergej Pavlovitj ringede til ministerpræsident Khrusjtjov i Moskva, som ønskede pænt tillykke og herefter gik i seng, og partiavisen Pravda bragte blot en lille notits på forsiden. Men Vesten var i chok. Her ryddede Sputnik 1 forsiden på New York Times og blev tidens absolut varmeste samtaleemne.

Sovjetunionen var kommet først i rummet, og for amerikanerne var det en katastrofe. Historien om rumkapløbet er nemlig også historien om den kolde krig. En krig om magt, prestige og penge, hvor rumfart spillede en kæmpe rolle. For hvis ‘de røde’ i Sovjet med så stor præcision kunne sende en satellit i kredsløb, hvad var de så ikke i stand til? Med Sputnik 1 var krigen blevet koldere.

Det potentiale indså præsident Khrusjtjov omsider også. Og han øjnede propagandamuligheder. Han ville have Sputnik 2 i luften inden den 7. november samme år, og for at understrege magtforholdet skulle satellitten have et levende væsen med. Det blev den herreløse hund Laika. Den blev det første levende, men også døde væsen i kredsløb om Jorden, og dyreaktivister verden over var i oprør. Og selv om russerne i årevis påstod noget andet, viste det sig, at Laika efter bare seks timer led en pinefuld død i den trange og meget varme cylinder.

Men Sovjetunionen havde understreget førerpositionen, og afstanden blev kun større, da den amerikanske præsident Eisenhower den 6. december 1957 indkaldte verdenspressen til opsendelsen af det, der skulle blive den største fiasko i USA’s rumfartshistorie.

Et halvt århundrede senere, den 1. september 2009, parkerede Andreas Mogensen sin sølvfarvede Honda med sportssæder på parkeringspladsen foran astronautcentret i Köln. Første skoledag. Første skridt mod rumstationen.

Astronautaspiranterne er udvalgt på bl.a. psyke, samarbejdsevne, helbred og fysik. Det første halvandet år har de klasseundervisning med opgaver og lektier i biologi, fysik, kemi og russisk. Herefter træner de til deres mission. En træning, der også foregår i de andre deltagerlande Rusland, USA, Canada og Japan, og som bringer aspiranterne ud i ekstreme situationer. Jordens tyngdekraft gør det umuligt at simulere en rummission, så forberedelserne foregår enten dybt under jorden, under vand eller i øde, barske områder.


Gå på opdagelse i Andras Mogensens arbjedsplads i rummet.
Gå på opdagelse i Andras Mogensens arbjedsplads i rummet.
Vis mere

Under jorden

- Vi har for eksempel boet i et hulesystem to kilometer under jorden, hvor vi var totalt isoleret fra omverdenen og ikke så solen i en uge. Her skulle vi i hold af seks internationale astronauter udforske grotten og løse forskellige opgaver under vanskelige og stressende forhold, siger Andreas Mogensen, der også har boet i Nasas undervandslaboratorium på 20 meters dybde og bl.a. er blevet efterladt i den russiske ødemark for at træne i overlevelse.

- Jeg har ikke på noget tidspunkt overvejet at give op. Men jeg har tænkt: ‘Hold da op, det her er vanskeligt.’ Det kan for eksempel være ekstremt hårdt at træne rumvandring i stive rumdragter i seks timer. Men det hårdeste for mig har klart været at lære russisk, siger Andreas Mogensen, der skal sendes op fra Kasakhstan og derfor skal kunne styre et russisk rumfartøj.

For præsident Eisenhower var Sputnik 2 et hårdt slag, men det var intet imod, hvad han havde i vente. For mens hunden Laika kredsede om Jorden, løftede det amerikanske modsvar, Vanguard-raketten, sig for øjnene af hele verden kun en enkelt meter fra jorden, hvorefter den eksploderede og lod satellitten dumpe ned på en strand i nærheden. Ydmygelsen var total.

Først året efter, i 1958, lykkedes det for amerikanerne. Men russernes forspring var stort, og Sovjetunionen kom først med både de første levende væsner, der kom i kredsløb og siden vendte levende tilbage igen, det første menneske i rummet, den første kvinde i rummet og den første rumvandrer.

En mand på Månen

Det var tid til revanche. Den afgørende serv tog USAs nye præsident John F. Kennedy, da han i maj 1961 proklamerede, ‘at USA burde sætte sig som mål, inden årtiets udgang at landsætte et menneske på Månen og bringe det sikkert tilbage til Jorden’. John F. Kennedy blev skudt, inden han nåede at se sin drøm gå i opfyldelse den 16. juli 1969, hvor Apollo 11 stod klar på affyringsrampen og, som Jules Verne forudså, i en umådelig ildsøjle sejrrigt kløvede luften. Klokken 03.56 dansk tid den 21. juli 1969 trådte amerikaneren Neil Armstrong som det første menneske ud på Månen.

I Köln træder Andreas Mogensen ind i en lille kabine foret med blødt, mørkeblåt stof. På den ene væg hænger en sovepose, som han spænder sig selv fast i. På væggen foran ham er der limet små, afklippede stykker velcro op. Her kan han hænge billeder af sin familie, sin tandbørste og et lille håndklæde. Med den ene hånd trækker han en tynd skydedør for. Om ni måneder vil han gøre det samme, men til den tid er han vægtløs.

Astronauterne har hver deres lille sovekabine om bord på rumstationen. Her spænder de sig selv fast i en sovepose, så de svæver rundt, mens de sover.
Astronauterne har hver deres lille sovekabine om bord på rumstationen. Her spænder de sig selv fast i en sovepose, så de svæver rundt, mens de sover. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Her kan du se, hvordan en astronaut bor:

- Jeg tror, det bliver helt fantastisk at prøve at leve i vægtløs tilstand. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg glæder mig også rigtig meget til at kigge ud ad vinduerne. Jeg håber, jeg får en time eller to til bare at kigge ned mod Jorden, det må være fantastisk, siger han.

Den Internationale Rumstation er i kredsløb om Jorden i 400 km højde og flyver med en hastighed på 28.000 km/t. Det tager halvanden time at flyve rundt om Jorden, og på et døgn vil Andreas Mogensen altså komme til at opleve solen gå op og ned cirka 16 gange.

Allermest ser han frem til at turen op til rumstationen, som bliver det mest krævende. Her skal han være andenpilot i den fuldautomatiske russiske raket Soyuz TMA-18.

Et fantastisk rumskib

- Jeg glæder mig, til jeg er færdiguddannet pilot, så jeg kan overtage styringen af Soyuz, hvis det bliver nødvendigt. Det er et fantastisk rumskib, og det må være en fantastisk følelse at vide alt, hvad der er at vide.

Da Neil Armstrong i sin tid skulle lande Ørnen på Månen, gik det galt, og han måtte pludselig overtage styringen. En af computerne blev overbelastet, og Ørnen landede syv km fra det sted, man havde udset sig. Teknologien var ikke fulgt med JFK’s ambitioner, og man anede ikke, om landingsfartøjet kunne lette fra Månen igen. Præsident Nixon havde derfor forberedt en tale, hvis astronauterne skulle dø. Og var klar til at afbryde radiokontakten, så lytterne på Jorden ikke kunne følge med i deres dødskamp over radioen.

Armstrong og hans følge kom levende ned igen. Rumfart har dog kostet adskillige liv. De første tre astronauter døde i januar 1967 om bord på Apollo 1. Det skete allerede på startrampen, hvor raketten eksploderede og svejsede de amerikanske astronauter fast til sæderne i smeltet og størknet nylon. De to største rumtragedier, verden har set, overgik rumskibene Challenger og Columbia.

Challenger var på vej til sin niende opsendelse den 27. januar 1986, da teknikerne i kontrolrummet på Kennedy Space Center i Florida pludselig begyndte at råbe i munden på hinanden. Bare 76 sekunder efter opsendelsen eksploderede Challenger. En gummiventil, der ikke kunne tåle frost, var skyld i eksplosionen, og alle syv astronauter om bord døde.

Alle omkom

Columbia styrtede ned lørdag den 1. februar 2003. Rumfærgen var på vej tilbage gennem Jordens atmosfære, da et varmeskjold svigtede og rumfærgen gik i opløsning. Alle syv astronauter om bord mistede livet, og Columbia blev spredt ud over et enormt areal fra Californien til Louisiana.

Det tager under et kvarter, fra Andreas Mogensen letter fra den russiske Baikonur Cosmodrome i Kasakhstan, til han når Den Internationale Rumstation. Herefter tager det fire timer at lande på rumstationen og tilkoble fartøjet. Dét er det kritiske tidspunkt. Og selv om det netop er under opsendelse eller landing, rumulykkerne sker, er Andreas Mogensen ikke bange.

- For mig svarer det til at sætte sig om bord på en flyvemaskine. Et fly kan styrte ned, men man regner ikke med, at det sker. Der er jo også folk, der bliver sendt i krig i Afghanistan i et halvt eller helt år. Jeg har det langt lettere, for der er ingen, der skyder efter mig, siger han.

For et år siden blev Andreas Mogensen far til en lille pige. En begivenhed, der efter alt at dømme har åbnet en lille sprække i den stringente astronaut. Et lille, blødt punkt under den blå dragt.

Foto: ESA
Vis mere

Her ses Andreas Mogensen under træning. Som astronaut skal man være beredt på alt. Her træner han overlevelse, hvis der skulle gå noget galt under start eller landing, og han skulle havne i havet på ukendt farvand.
Her ses Andreas Mogensen under træning. Som astronaut skal man være beredt på alt. Her træner han overlevelse, hvis der skulle gå noget galt under start eller landing, og han skulle havne i havet på ukendt farvand. Foto: ESA
Vis mere

Astronauter kan ikke træne i vægtløs tilstand på jorden. Derfor foregår en stor del af deres træning dybt under havets overflade, da bevægelserne minder om det, man er i stand til, når man er vægtløs.
Astronauter kan ikke træne i vægtløs tilstand på jorden. Derfor foregår en stor del af deres træning dybt under havets overflade, da bevægelserne minder om det, man er i stand til, når man er vægtløs. Foto: ESA
Vis mere

Byggesæt i rummet

- Jeg kan mærke, at tingene har ændret sig, efter min datter er blevet født. Selv da jeg blev gift, var det kun mit eget liv, jeg havde ansvar for, men så snart min datter blev født, havde jeg også ansvar for hende. Derfor tænker jeg da over risikoen. Men jeg har fuld tillid til, at tingene går, som de skal, siger Andreas Mogensen, der sammenlagt er hjemme hos sin datter og hustru i lejligheden i det centrale Köln seks uger om året. Altid er han på farten.

- Jeg tror, min kone og jeg vil tale om risikoen, når vi kommer tættere på. Men hun tænker på samme måde som jeg. Og i al den tid, vi har kendt hinanden, har hun vidst, at jeg ville være astronaut.

Selv for seje astronauter er verdensrummet som udgangspunkt ikke for mennesker. Derfor var rumalderen knap skudt i gang, før man begyndte at arbejde på drømmen om at bygge en fast base - en rumstation - uden for Jordens atmosfære. Rusland kom først, og i november 1998 sendte de modulet Zarya op. I dag består Den Internationale Rumstation af 24 moduler, som er opsendt separat med raketter og rumfærger mellem 1998 og 2011 af USA, Rusland, Japan, Canada og en række europæiske lande - heriblandt Danmark.

Historiens dyreste bygningsværk

Med en pris på 700 mia. kr. er Den Internationale Rumstation (ISS) det dyreste bygningsværk i menneskets historie. Her bliver der primært forsket i vægtløshed. Der sker utrolige ting med de materialer, dyr og planter, vi kender fra Jorden, når de ikke længere skal overkomme tyngdekraften. Og forskningsresultaterne kan nede på Jorden igen bruges til eksempelvis at udvikle ny teknologi, udvikle vacciner og bekæmpe sygdomme.

Andreas Mogensen skal være menneskeligt forsøgsdyr. I vægtløs tilstand kan et menneske vokse adskillige centimeter, hvilket kan give store rygproblemer for astronauter, når de kommer tilbage til Jorden. Derfor skal han bl.a. teste en helt ny dragt, der holder knoglerne på plads.

Træning hver dag

En anden ting, der ændrer sig, når man er vægtløs, er musklerne. Når man svæver rundt, skal man ikke engang bruge kræfter på at holde sig oprejst, og man får hurtigt en muskelmasse som en sengeliggende patient. Derfor skal astronauterne træne to timer dagligt. Der findes ikke nogen bruser om bord, så badet må de klare med vådservietter og håndklæder. Og måltiderne er enten frysetørrede eller fra dåse, for mad, der krummer, er bandlyst. Krummerne lander nemlig af gode grunde ikke på jorden, men svæver rundt som skyer af madrester.

Men alle disse ting er biting i Andreas Mogensens bog. For ham gælder det om at tage de skridt op ad trappestigen, der kan føre mennesket tættere på målet.

- Missionen bliver virkelig spændende der, hvor vi kan forberede os til det næste skridt og tilegne os viden, som vi kan bruge til at komme længere ud i rummet. Min helt store drøm er at deltage i en mission tilbage til Månen eller helt til Mars. Eller i det mindste at arbejde her på Jorden med at udvikle det udstyr, der gør det muligt, siger han.

Måske er det allerede muligt i 2033. Her vil Nasa lande det første menneske på Mars.

Både amerikanske Nasa, det europæiske ESA og Japanske Jaxa har planer om at vende tilbage Månen.

Med tiden vil de alle oprette permanente baser i det kraterfyldte landskab. Baser, som skal bruges som springbræt til Mars. Og måske videre ud i solsystemet.

Andreas Mogensen er udvalgt blandt 8.413 ansøgere fra hele Eurpoa. Den 1. september 2015 starter hans mission.
Andreas Mogensen er udvalgt blandt 8.413 ansøgere fra hele Eurpoa. Den 1. september 2015 starter hans mission. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere