De larmer og er svære at gøre rent - i hvert fald, hvis du har fået fat i den forkerte. B.T. har testet syv forskellige saftpressere, du kan bruge til at lave frisk juice.

Med Plus-adgang får du adgang til hele testen.



Den bedste saftpresser på markedet hedder Philips 1861. B. T. har vejet, presset, målt og smagt for at finde frem til testvinderen.

Hvis du nogensinde har lavet juice af en rødbede, nogle gulerødder, et par æbler, en smule citron og lidt ingefær, så ved du, at farven på den juice, der blødt flyder ned i kanden, er helt fantastisk. Nærmest smuk.

Og man behøver knap nok lade saften ramme tungen, før man er overbevist om, at smagen er lige så skøn. Den mørkerøde farve med lilla og pink skær lokker, og man kan ikke lade være med at tænke, at noget, der smager så godt, næppe kan være sundt.

Men saften er sund. Meget sund endda.

95 procent af det gode

B. T. har fået juiceekspert Mads Bo Pedersen til at pege på den bedste saftpresser, og mens han vejer gulerødder og samler maskiner, fortæller han, hvorfor juicen gør underværker for vores helbred.

- Det er let at lave og lækkert at drikke, og du får et hurtigt energiboost. 95 procent af vitaminerne og mineralerne kommer ud med juicen, så det er bare rigtig sundt, siger han.

Elegant testvinder

Da juicemesteren begynder at smide hele æbler og gulerødder i testens første maskine, bliver det hurtigt tydeligt, at det ikke er ligegyldigt, hvilken saftpresser man investerer i.

Det er vigtigt, at maskinen ikke har svært ved at presse hårde grøntsager , forklarer Mads Bo Pedersen. Og den hvide juicepresser fra OBH bryder sig bestemt ikke om gulerødderne. Maskinen larmer, lækker og virker ikke, når den får for meget modstand.

- Jeg vil ikke anbefale den til nogen. Spild af penge, siger han.

Da vi når til Philips 1861, viser juiceeksperten med et smil og en lillefinger, hvor let maskinen fordøjer en håndfuld gulerødder. Mads Bo Pedersen er ikke i tvivl om, at han har fundet frem til den bedste saftpresser -den elegante maskine fra Philips kan bare lidt mere.

- Den er fantastisk. Kvaliteten er i top, og det er den maskine, der kommer mest juice ud af. Den får alligevel kun fem ud af seks stjerner, fordi der altid er plads til forbedringer, siger juicemesteren.