Selvom de fleste forældre gerne selv vil lave mad til deres babyer, så tyr rigtig mange ofte til den lette løsning at købe noget baby-mos på glas. Det er let og hurtigt serveret mad, når man er på farten, på besøg hos venner og familie og hjemme, når baby pludselig bliver skrige-sulten og bare ikke kan vente.

Men hvor godt smager det egentlig, den industrielt fremstillede mad, som vi giver vores børn? Og kan vi være sikre på, at børnene bliver ordentlig mætte og får det, de skal bruge? B.T. Plus har i samarbejde med Michael René, der er lektor og fødevarekandidat ved Professionshøjskolen Metropol, undersøgt kvaliteten af middagsretter til babyer ved at se på energiindholdet samt blindsmagstestet dem.

Med B.T. Plus får du:

- Artikel om næringsindhold i færdigretter til babyer

- Fakta om små børns energi-behov

- Fakta om hvordan du laver babymad med et højt energiindhold

- Smagstest af 13 babymos - middagsretter



Selvom de fleste forældre gerne selv vil lave mad til deres babyer, så tyr rigtig mange ofte til den lette løsning, at købe noget baby-mos på glas. Det er let og hurtigt serveret mad, når man er på farten, på besøg hos venner og familie og hjemme, når din baby pludselig bliver skrige-sulten og bare ikke kan vente.

Men hvor godt smager det egentlig, den industrielt fremstillede mad, som vi giver vores børn? Og kan vi være sikre på, at børnene bliver ordentlig mætte og får det, de skal bruge? B.T. har undersøgt kvaliteten af middagsretter til babyer ved at se på energiindholdet.

Fødevarestyrelsen anbefaler, at energitætheden i industrielt fremstillet babymad er 95 kcal pr. 100 gram. Og ikke under 71 kcal pr. 100 gram. Energitætheden skal stå på varedeklarationerne på det enkelte glas.

Men på trods af Fødevarestyrelsens anbefalinger, ligger seks ud af de 13 produkter, som B.T. har testet, energimæssigt under Fødevarestyrelsens anbefalinger.

Det er især mærket Hipp, der ligger for lavt. Med undtagelse af et enkelt produkt med grød og grøntsager, så ligger samtlige middagsretter fra Hipp, som B.T. har testet under Fødevarestyrelsens minimum-anbefalinger. Energiindholdet ligger mellem 67 og 70 kcal pr. 100 gram. Kun tre slags mad i testen ligger over 80 kcal pr. 100 gram. Det er produkter fra det nye danske mærke Lovemade og grød-produktet fra Hipp.

Cand.scient. i human ernæring Maria Bentzen fra Videncenter for Fødevarer og Sundhed, mener, at man skal holde øje med energitætheden, hvis ens barn spiser meget industrielt fremstillet mad.

- Den lave energitæthed er et problem, hvis man udelukkende baserer sit barns kost på de her glas. Hvis det ind imellem bruges som et supplement, har det mindre betydning. Men det optimale vil være, hvis alle glasene lå inden for retningslinjerne.

Ellen Trolle souschef på Fødevareinstituttet på DTU, siger, at man som forældre skal sikre sig, at produkterne ikke ligger under 71 kcal pr. 100 gram, og at man skal se efter, om barnet trives, hvis man bruger dem hyppigt.

- Hvis maden indeholder omkring 70 kcal pr. 100 g kan de bruges, men kommer de under, så vil der være tilfælde hvor det ikke er godt nok. Så man skal som forældre være opmærksom, fordi det for nogle børn vil det være for lidt, siger Ellen Trolle.

Hun så gerne, at producenterne lavede nogle produkter, der havde en lidt højere energitæthed.

- Det ville være godt, hvis de kunne lave nogle produkter, der kom lidt højere op.

Ifølge professor i børneernæring Kim Michaelsen fra Life, Institut for Humanernæring på Københavns Universitet, så spiser små børn 12 procent af deres kropsvægt på et døgn.

- De har en stor energiomsætning og de vokser meget. Så deres mad skal indholde meget energi.

Julia Kronlund, der er nordisk produktmanager hos Hipp, erkender at deres produkter ligger under anbefalingerne, men ser det ikke som et problem.

- Vi gør, hvad vi kan for at følge de anbefalinger, der findes, og et energiindhold, der ligger en til fire kcal under anbefalingerne, synes vi, er meget tæt på, siger Julia Kronlund.

Også det nye danske produkt Lovemade, der gerne vil lave mad, der kommer så tæt på hjemmelavet mad som muligt, har et produkt med kun 44 kcal pr. 100 gram. Lovemade-produkterne findes i bægere på frost og ikke i glas.

Silvia Wulff, der står bag Lovemade-produkterne siger, at produktet med kun 44 kcal er tænkt som tilbehør og ikke som et helt måltid. De to andre Lovemade-produkter vi har testet, var da også dem med den højeste energitæthed.

Ifølge Kim Michaelsen er den energifattige babymad ikke direkte sundhedsfarlig for børnene:

- De børn, som er tynde, skal man ikke give for meget industrielt babymos, hvor energitætheden ikke er høj. Men de fleste raske børn vil bare spise mere næste gang, hvis der ikke var så meget næring i et af deres måltider.