Der er dårlige nyheder til folk, der bruger tandpastavarianter, som lover hvidere tænder.

Det kan være svært ikke at lade sig lokke, når man går forbi hylden med tandpasta i det lokale supermarked. Her kan du nemlig finde adskillige hyldemeter med tandpastavarianter, der lover dig funklende hvide bisser efter få tandbørstninger.

Problemet er bare, at det såkaldte 'Whitening' i tandpasta ikke virker.

Forbrugerrådet Tænk har lavet en test, der viser, at nok giver tandpasta med whitening renere tænder, men dine tænder bliver ikke hvidere, end hvis du bruger almindelig tandpasta. Derimod kan whitening-tandpaster have den kedelige sideeffekt, at du slider for meget på dine tænder.

Ingen af de 10 tandpastaer, Forbrugerrådet Tænk har testet, gav den lovede whitening-effekt efter 30 dages brug. Testansvarlig Stine Müller uddyber i en pressemeddelelse:

»De tandpastaer, der lover 'whitening', var i vores test ikke bedre til at blege dine tænder end de to helt almindelige tandpastaer uden whitening, som vi testede dem op imod. Hvis vi overhovedet så en effekt, var den meget begrænset og kun tilstede hos enkelte af de 30 testpersoner. Og det gjaldt også for de almindelige tandpastaer. Dermed giver det ikke meget mening at vælge whitening, fordi man gerne vil have pænere, hvidere tænder,« siger Stine Müller i forbindelse med Forbrugerrådet Tænks undersøgelse.

Whitening-tandpasta indeholder ligesom de fleste andre typer tandpasta slibemidler, der rengør tænderne. Men det er et problem, hvis der er meget slibemiddel i din tandpasta, vurderer overlæge Ulla Pallesen fra Tandlægehøjskolen ved Københavns Universitet overfor magasinet Forbrugerrådet Tænk.

Stine Müller stemmer i:

»Mange af de testede whitening-tandpastaer har en høj slibeeffekt. Det kan være en god ide at undgå tandpastaer, der sliber meget på emaljen, men det er på nuværende tidspunkt desværre ikke til at se på produkterne. Vi så gerne, at producenter var forpligtiget til at oplyse om tandpastaernes slibeeffekt, så man som forbruger kan vælge en tandpasta, der ikke sliber unødigt på tænderne,« siger Stine Müller.

Mens du altså må kigge langt efter Hollywood-smilet ved brug af whitening-tandpasta, er der dog et lyspunkt i Forbrugerrådet Tænks test. Ni ud af 10 af tandpastaerne i testen klarer sig nemlig fornuftigt i forhold til at rengøre tænderne og forebygge huller.

Disse produkter er testet:

Aquafresh - Whitening Intense white

Colgate - Max white Expert white

Colgate - Max white One

Colgate - Sensation White

Denivit - Anti-stain Expert

Dentalux (Lidl) - Complex 5 whitening plus

Oral-B - Complete Extra white

Pepsodent - White system

Pepsodent - White Now Gold Triple power

Sensodyne - Gentle whitening