Men virkeligheden er nok snarere, at de færreste børn tager skade af at blive sminket engang i mellem – som fx til fastelavn.
Læs også:
- Fastelavnssminken til børn er som regel ganske ufarligt, hvis det bliver brugt sjældent. Men har dit barn følsom hud eller eksem, kan det være en god idé at minimere brugen af sminke til fx kun at male løvens knurhår med og så ellers finde andre effekter til at fuldende løve-udklædningen, siger Ewa Daniél, der er toksikolog og fagligt ansvarlig for Deklarationsordningen i Astma-Allergi Danmark.
I Astma-Allergi Danmarks Rådgivning er de første spørgsmål om fastelavnssminken begyndt at melde sig.
- Vi hører fx forældre fortælle om institutioner, hvor pædagogerne er dygtige til at forvandle børnene til dyr og superhelte, men at de måske gør det oftere, end forældrene synes er smart. Jo mere man udsætter huden for allergifremkaldende stoffer, jo større risiko er der også for at få en allergi, siger Ewa Daniél og råder til, at man her bør tage en snak med pædagogerne, om ikke de skulle finde på andre aktiviteter end lige ansigtsmaling.
I produkter deklareret i samarbejde med Astma-Allergi Danmark tillader man netop ikke farvestoffer, fordi de udgør en påvist allergirisiko. Men ifølge Ewa Daniél er der altså ikke den store grund til bekymring, hvis sminken blot hører til sjældenhederne, og man i øvrigt bruger sin sunde fornuft. Der er dog nogle generelle råd om farverne, som hun gerne giver videre:
- Blå farve kan indeholde stoffet kobolt, som vi ved kan give allergi. Derudover kan nogle af de mørke farver, fx brun og sort, indeholde nikkel. Ikke nødvendigvis fordi det bevidst er tilsat, men fordi det er en naturlig del af farven. Så hvis man har nikkelallergi eller er bange for at få det, er det bedst at helt at undgå de mørke farver. Derudover hører vi i vores Rådgivning om mange, som reagerer på rød farve, siger Ewa og slutter med en påmindelse.
-Husk nu, at økologisk sminke også kan give allergi. Mange tror fejlagtigt, at økologi er lig med mere allergivenlighed, men det er forkert. Mange økologiske produkter indeholder nemlig ´naturlige´ stoffer, som sagtens kan give allergi.
Hvor stor er risikoen for allergi?
Risikoen for at få allergi af fastelavnssminke er vidt forskellige for hvert enkelt barn. Men generelt kan man sige, at den afhænger af:
*Hvor ofte barnet bliver sminket – en gang om året er sjældent et problem
*Hvor tykt et lag, der kommer påHvor stort et område af huden, der er dækket af sminken
*Hvor længe sminken får lov til at sidde på huden
Otte gode råd fra toksikologen
*Brug kun sminke ved særlige lejligheder
*Køb kun produkter, hvor du kan læse, hvad der er i
*Undgå parfumestoffer og essentielle olier
*Gå efter faste farver frem for flydende. Jo mere flydende, jo mere konservering er der i.
*Mæt huden med en fed, deklareret creme ca. ½ time inden du sminker barnet
*Lad ikke sminken sidde for længe og lad være med at sminke for tæt på øjnene
*Nogle typer fastelavnssminke må ikke komme på læberne, så undlad at gøre det
*Lad være med at tro på, at du kan teste om dit barn tåler sminken ved at smøre det på et lille område og lade det sidde i 60 minutter. En allergi viser sig først efter 48 timer.
Sådan får du sminken af
*Brug en skumsvamp og lunkent vand
*Brug en rensecreme uden parfume i til at fjerne sminken igen
*Smør med en deklareret, fed creme ovenpå sminken og tør efter med en svamp
Læs også:
Tjek deklarationen – 3 gode huskeråd
Tjek altid varedeklarationen for unødige stoffer, før du køber produkter til dig selv eller dit barn. Det her kan du kigge efter:
1.
Undgå parfume. Kig på varedeklarationen, og hvis du støder på ordene parfume, fragrance eller aroma, så vælg produktet fra.
2.
Undgå Benzylalkohol, der er et særlig allergifremkaldende parfumestof. Nogle producenter bruger det dog også som konservering og skriver derfor, at produktet er parfumefrit. Det er forkert.
3.
Undgå de 26 stoffer, der findes på EU's liste som værende særlig allergifremkaldende, og som er deklarationspligtige. Nogle af dem har citruslignende navne som citronellol, citral og limonene.