Danmarks eneste WTA-turnering i tennis vil også de næste tre år spilles i Farum Arena.

Toptennis er kommet for at blive i Farum Arena. En ny aftale mellem Furesø Kommune og Nordic Sports Group NSG er blevet indgået, og den sikrer, at Danmarks eneste WTA-turnering fortsat bliver afholdt i Farum Arena frem til 2015, skriver furesøavis.dk

- Vi har indgået aftalen for at fastholde WTA i Furesø frem til minimum 2015. Der er tale om en af de største årligt tilbagevendende internationale sportsbegivenheder på dansk grund, så det er en chance, vi ikke bør lade gå forbi, siger borgmester Ole Bondo Christensen (Soc.) til furesøavis.dk og fortsætter:

- Aftalen betyder blandt andet, at vi målrettet kan bruge turneringen til at profilere kommunen – ikke mindst i forhold til vores erhvervsliv

Den tredje udgave af WTA-turneringen finder sted fra 7.-15. april i år. Den 8. marts offentliggøres spillerfeltet. Det eneste man kan få ud af arrangørerne lige nu, er at den dobbelte vinder Caroline Wozniacki også er med i år.

Sidste år hjemtog favoritten Caroline Woznaicki pokalen, da hun besejrede tjekken Lucie Safarova med 6-1, 6-4.