Agent John Tobias gjorde tennisspilleren Caroline Wozniacki verdenskendt. I dag matches hendes navnestærke netværk ikke af ret mange andre danskere.

Der er mange måder at blive rig og berømt på. Men i tennisverdenen er det en kendt sag, at amerikaneren John Tobias er en god mand at kende, hvis ens ambitioner altså går i den retning.

BTs udsendte reporter har mødt ’manden bag Caroline Wozniackis succes’ under den igangværende Grand Slam-turnering The Championships i London-forstaden Wimbledon.

Ganske vist er det halvandet år siden, at han – efter at have modtaget en fyreseddel af sin daværende arbejdsgiver Lagardere Unlimited – stoppede med at være den danske tennisspillers rådgiver. Men det er indiskutabelt, at hans benarbejde i kulissen fra 2006 til 2015 har betydet, at hendes rigdom, berømmelse og netværk er større end flertallets.

»Jeg bemærkede Carolines talent, da hun var 14 år. Hun var allerede dengang en glimrende tennisspiller, men det, der i mine øjne gjorde hende ekstraordinær interessant, var, at hun var mere  ambitiøs end sine jævnaldrende konkurrenter,« siger John Tobias.

Efter hun i 2006 havde vundet Wimbledons pigesinglerække, lagde John Tobias sammen med Caroline Wozniacki og familie en plan.

»Først skulle hun gøres kendt i Danmark, dernæst i Skandinavien og Asien, hvorefter de store sponsorkontrakter skulle i hus i USA,« siger John Tobias.

Sidegevinsten har været, at hun har fået et stort og navnestærkt netværk, der ikke matches af ret mange andre danskere.

Elsker at posere
»Hun er altid gået meget op i at leve op til sine kontraktlige forpligtelser overfor sine sponsorer, og hun elsker at posere, når eksempelvis Sports Illustrated inviterer til fotografering et idyllisk beliggende sted,« siger John Tobias, der ikke vil udelukke, at hans samarbejde med Caroline Wozniacki på et tidspunkt bliver genoptaget.

»Man skal i denne verden aldrig sige aldrig. Jeg er stadig i kontakt med Caroline og betragter hendes familie som ’min anden’. Men i øjeblikket er hun på kontrakt hos Lagardere Unlimited, så lad mig understrege, at der ikke er noget aktuelt undervejs i den retning,« siger han.

John Tobias er nu vicepræsident i sportsmanagementfirmaet TLA Worldwide, hvor han servicerer tennisstjerner som Eugenie Bouchard, Sloane Stephens, Sam Querrey samt brødrene Bob og Mike Bryan.

»Det var fint nok at være halvandet år udenfor på en økonomisk fornuftig fratrædelseskontrakt. I perioden fik jeg tid til og mulighed for at få et normalt familieliv til at fungere. Blandt andet er jeg undervejs i forløbet blevet far til to piger. Men jeg savnede tennisverdenen og har det godt med at være tilbage,« siger John Tobias.


Politikerne

Barack Obama
Selvfølgelig var Caroline Wozniacki inviteret med, da USAs daværende præsident Barack Obama i påsken 2015 havde inviteret en række internationale sportsstjerner indenfor i Det Hvide Hus i Washinton. Og det endte ikke bare med pindemadder. Nej, danskeren spillede opvisningskamp mod verdens mest magtfulde mand.

Barack Obama.
Barack Obama. Foto: BRENDAN SMIALOWSKI
Vis mere

Bill Clinton
Da Caroline Wozniacki og golfspilleren Rory McIlroy i foråret 2014 sendte bryllupsinvitationer ud, dumpede der også én ind i privaten hos den amerikanske ekspræsident Bill Clinton, som parret lærte at kende under et golfarrangement.

Sportsstjernerne

Serena Williams
De omtaler hinanden som ’bedste veninder’. Det var således Serena Williams, der hjalp Caroline Wozniacki op fra det dybe hul, som det brudte forhold til Rory McIlroy efterlod. Senere har de holdt ferie sammen, ligesom Caroline Wozniacki har haft amerikaneren med på sightseeing i Danmark.

Serena Williams.
Serena Williams. Foto: DON EMMERT
Vis mere

Gaël Monfils
De har kendt hinanden i 15 år. Blandt andet har de spillet juniorturneringer på samme tid. Caroline Wozniacki har ved flere lejligheder omtalt ham som en stille, rolig og sjov fyr.

Ana Ivanovic
Serberen har ligesom danskeren ligget nummer et på verdensranglisten. De holder kontakten ved lige, selvom Ivanovic har indstillet karrieren. Blandt andet har de delt flere opgaver for de fælles sponsorere Adidas og Dubai Duty Free.

Agnieszka Radwanska
Caroline Wozniacki har holdt ferie sammen med den polske tennisspiller og dennes lillesøster Urszula.

Lindsey Vonn
Flere gange er Caroline Wozniacki set i selskab med den amerikanske skisportsstjerne. De var blandt andet sammen, da det amerikanske magasin Sports Illustrated i fjor fik taget en række bodypaint-fotografier af dem, og i Wimbledon er Wozniacki efter et nederlag blevet trøstet af hende.

Danskerne

Kronprins Frederik
Det danske medlem af IOC har med stor interesse flere år i træk fulgt Caroline Wozniackis kampe i Wimbledon. Desuden omtaler han hende altid i positive vendinger.

HKH Kronprins Frederik.
HKH Kronprins Frederik. Foto: SAND ASBJØRN
Vis mere

Mads Mikkelsen
Skuespilleren, der på dansk tv bl.a. har optrådt i serien ’Rejseholdet’, og som har spillet skurk i ’James Bond’-film, har været inviteret indenfor i Team Wozniackis VIP-boks under Caroline Wozniackis kampe på Wimbledon-anlæggets legendariske Centre Court. Det samme har i øvrigt fodboldspilleren Nicklas Bendtner.

Anne-Sofie Melskens
Den danske elitetennisspiller har i flere år været tæt veninde med Caroline Wozniacki, hvilket Pauline Laudrup, der er gift med den tidligere fodboldspiller Andreas Laudrup, i øvrigt også har været.

Musikerne

Justin Bieber
Også i musikbranchen hænger Caroline Wozniacki ud med stjernerne.  Blandt andet er hun dukket op på Twitter med det canadiske popfænomen Justin Bieber, som hun dagen før Wimbledons første konkurrencedag var til koncert med i Hyde Park i London.

Justin Bieber.
Justin Bieber. Foto: VALERY HACHE
Vis mere

Mariah Carey
Efter sæsonfinalen i Singapore i slutningen af 2014 tog Caroline Wozniacki til koncert med popdivaen Mariah Carey. Bagefter poserede de for fotograferne.

Agenter og redaktører

Anna Wintour
Anna Wintour er intet mindre end et ikon i modeindustrien. Som redaktør for modemagasinet Vogue er hun med til at diktere, hvordan berømthederne går klædt. Selvfølgelig også Caroline Wozniacki, der efter US Open 2014 agerede hårmodel for hende.

Anna Wintour.
Anna Wintour. Foto: GLYN KIRK
Vis mere

Fara Leff
Efter at være blevet kæreste med David Lee har Caroline Wozniacki fået flere gode bekendtskaber i basketball-verdenen. Blandt andet agenten Fara Leff, der bor i New York, og som arbejder i firmaet Klutch Sports Group.

Hannah Jeter
Modellen, der er gift med den tidligere basketballstjerne Derek Jeter, er ifølge Caroline Wozniacki en nær veninde.

Donald Dell
Den tidligere amerikanske tennistopspiller er én af de agenter, der er allerbedst at kende. Han var i slutningen af 1960’erne med til at professionalisere ’den hvide sport’ og har været personlig agent for blandt andre Jimmy Connors samt basketballikonet Michael Jordan. Så sent som ved sidste måneds French Open i Paris så han flere af Caroline Wozniackis kampe fra tilskuerpladserne og fik også hilst på hende.