Det er én af forårets største og vigtigste turneringer, som Caroline Wozniacki tager hul på i Dubai i denne uge.

I deltagerfeltet, der skal kæmpe om en samlet præmiesum på 2,5 mio. dollar (ca. 16,4 mio. kroner), finder man 15 af verdens 20 bedste dame-single-spillere.

Ikke desto mindre virker den 24-årige danskers forberedelser noget alternative.

Efter hun i januar tabte sin seneste kamp i anden runde ved Grand Slam-turneringen Australian Open i Melbourne, har hun brugt masser af tid på at promovere sig selv i svømme-dress i det amerikanske magasin Sports Illustrated, deltage i en storstilet sponsor-kampagne med chokolade-firmaet Godiva og surfe i den arabiske ørken.

Det får dog ikke hendes eks-træner Michael Mortensen, der blandt andet er tenniskommentator på tv-kanalen Eurosport, til at slå alarm.

»Selvom Caroline det seneste stykke tid har haft andre gøremål, er jeg sikker på, at hun leverer et godt resultat,« siger han.

Michael Mortensen baserer sin udtalelse på, at Caroline Wozniacki aldrig går på kompromis med sin træning.

»Ganske vist er det et stykke tid siden, at jeg sidst har talt med hende. Men kender jeg hende ret, har hun trænet flittig,« siger Michael Mortensen.

Caroline Wozniacki sad over i første runde ved Dubai Duty Free Championships, mens hun i anden runde møder den tidligere US Open-mester Samantha Stosur.

»Hun har ikke fået nogen specielt god lodtrækning. På sine gode dage spiller Stosur virkelig godt og har tidligere besejret Caroline,« siger Michael Mortensen.

På den senest opdaterede verdensrangliste ligger Caroline Wozniacki placeret som nummer fem, og eftersom hun de kommende måneder ikke har særligt mange point at forsvare, er der basis for et avancement.

»Den periode, som tennissæsonen befinder sig i lige nu, er set med Carolines briller særdeles vigtig. Hverken Serena Williams (sygdom, red.) eller Maria Sharapova (frivillig kamppause frem til marts, red.) er med i Dubai. Det betyder, at hun har chancen for at mindske deres point-forspring,« siger Michael Mortensen.

Selv ser Caroline Wozniacki med optimisme på sine chancer.

»Jeg elsker at spille i Dubai og har tidligere leveret gode resultater her,« siger hun til turneringens hjemmeside.

Heri har hun ret. Hun finalebesejrede russeren Svetlana Kuznetsova i 2011 og var de efterfølgende tre år tabende semifinalist.

»Turneringen i Dubai ligger godt til Caroline. Den spilles på hardcourt, hvor hun har præsteret sine bedste resultater,« siger Michael Mortensen.

Når turneringen i Dubai er slut, fortsætter Caroline Wozniacki til Doha i Qatar, hvor hun med et godt resultat får endnu en mulighed for at rykke opad på verdensranglisten.

Da hun i fjor tabte sin første kamp til belgieren Yanina Wickmayer, skal hun i dette års udgave kun forsvare et enkelt verdensrangliste-point.

»Jeg glæder mig til at følge Caroline på tennisbanen det kommende stykke tid. Efter turneringerne på den arabiske halvø skal hun spille turneringer i USA (Indian Wells og Miami, red.). Her har hun jo tidligere også gjort det godt. Mange af hendes værste konkurrenters energi er efter Australian Open nedadgående. Det både håber og tror jeg, at hun udnytter,« siger Michael Mortensen.