Caroline Wozniacki er klar til kvartfinalen i Dubai Tennis Championship efter en sejr på 3-6, 6-2, 6-3 mod ukraineren Kateryna Bondarenko i onsdagens kamp i tredje runde.

Sejren kom i hus med noget besvær, hvor Caroline Wozniacki i første sæt virkede træt efter kampe mange dage i træk. Den 26-årige dansker nåede som bekendt helt frem til finalen i Qatar i sidste uge, som hun endte med at tabe til tjekkiske Karolina Pliskova.

I andet sæt viste Caroline Wozniacki, at hun er en langt bedre end tennisspiller end den 30-årige ukrainer, der i skrivende stund er nummer 79 på verdensranglisten, mens Caroline Wozniacki er nummer 15.

Alligevel opstod der også i andet sæt problemer på en anden front, da Caroline Wozniacki ved stillingen 5-2 måtte forlade banen i fem minutter for at få det venstre ben tapet op. Hun har igen lidt problemer med lysken.

Caroline Wozniacki kom dog tilbage og vandt både andet sæt og derpå tredje og afgørende sæt.

»Jeg måtte arbejde hårdt for det i dag. I første sæt følte jeg hele tiden, at jeg var et skridt bagefter. Det hjalp, da jeg gik lidt længere frem i banen i andet sæt. Tredje sæt kunne være gået begge veje, men heldigvis vandt jeg,« sagde Caroline Wozniacki efter kampen.

Sejren betyder, at den tidlgiere verdensrangliste-etter står med gode muligheder for at nå langt i turneringen. I kvartfinalen venter Catherine Bellis fra USA, som overraskende slog Caroline Wozniackis gode veninde, Agnieszka Radwanska fra Polen, ud af turneringen.

Dermed er Caroline Wozniacki den eneste seedede spiller tilbage i hendes halvdel af turneringen.

I den anden halvdel befinder sidste års US Open- og Australian Open-vinder, Angelique Kerber, sig. Tyskeren er nummer to på verdensranglisten, og hun må regnes som favorit til at vinde turneringen i Dubai.