NEDERST PÅ SIDEN KAN DU SE, HVORDAN KAMPEN FORMEDE SIG MINUT-FOR-MINUT

Det lykkedes ikke for Caroline Wozniacki at gentage sidste sæsons finaleplads i Qatar Total Open, efter at den danske verdensetter tabte marathon-semifinalen til Petra Kvitova med 6-3, 6-7 (3/7), 5-7.

Wozniacki havde med fredagens fremragende sejr over tyske Angelique spillet sig til semifinalen i WTA-turneringen i Qatar, som danskerens har så gode erfaringer med. På den anden side af nettet lørdag stod den tjekkiske serveekspert Petra Kvitova. En modstander, som Caroline Wozniacki historisk set har haft det lidt svært med. Tjekken førte inden lørdagens semifinale de indbyrdes opgør med 6-5.

Og den jævnbyrdighed levede de to spillere op til i indledningen af første sæt, hvor de pænt og artigt fulgtes ad. Men efter at de begge havde holdt serv et par gange, virkede det som om, at Kvitova pludselig mistede fokus og tro på tingen. Og det medførte et hav af fejl - især fra den ellers så frygtede tjekkiske forhånd - og så kunne Caroline Wozniacki uden at få alt for meget sved på panden hjemføre det første sæt med 6-3. Til stor - næsten royal - glæde fra tribunen, hvor selveste Michael Laudrup og fru Siw Laudrup havde fundet vej til Wozniackis teamboks. Den danske fodboldlegende har jo fortiden adresse i Doha i kraft af sit job som cheftræner for den lokale klub Al-Rayyan.

Og Laudrup fik mere at klappe af i starten , hvor spillet fra Wozniacki næsten var 'genialt, det der'. Den danske grandslamvinder fik hurtigt brudt og havde flere chancer for at bringe sig på afgørende foran med 4-1. Men så vågnede Kvitova op fra sin dvale og fik brudt Wozniacki tilbage, og lige pludselig var det tjekken, der var foran med 4-3. 27-årige Kvitova har tidligere været oppe på verdensranglistens andenplads, men er i de senere sæsoner gået lidt ned i kadence og er pt placeret som nummer 21 på listen. Nu var hun pludselig på vej til at vende kampen mod verdens nummer et.

Men Wozniacki er pt. kvindetourens stærkeste spiller - både spillemæssigt og rent mentalt. Og den 27-årige dansker fik rystet den lille nedtur af sig og bragte sig med to hurtige partier igen på sejrskurs og kunne ved stillingen 5-4 serve finalepladsen hjem. Det lykkedes dog ikke. Slet ikke. For Kvitova fik på suveræn vis brudt tilbage, og så var sættet igen åbnet helt op.

Og scenariet gentog sig efterfølgende. Wozniacki fik brudt tjekken og kunne ved 6-5 igen serve sig til sejren. Og igen mistede danskeren grebet og lukkede Kvitova tilbage. 6-6, og dermed skulle vi i tiebreak for at få placeret sætsejren.

Michael Laudrup og de andre tilskuere fik ikke lov at komme tidlig hjem, for selvom Wozniacki førte 3-1, endte tiebreak'en med en sikker tjekkisk 7-3-sejr. Dermed skulle Wozniacki for anden dag i træk i et udmavrende tredje sæt, og her fortsatte nervekrigen i den grad. Mens spillerne i andet sæt havde svært ved at holde deres servepartier, havde de nu omvendt svært ved at bryde hinanden. Der blev til tider spillet fremragende tennis, og til tider stor uforståelige teniske fejl i kø.

Ved stillingen 4-3 i den danske grandslam-vinders favør var Wozniacki på vej mod to breakbolde, men hoveddommeren valgte at ændre banedommerens 'udekald' - til store protester fra den danske verdensstjerne.

Og det var nok til at slå Caroline Wozniacki ud af kurs, og det udnyttede tjekken til at bringe sig på 5-4 med mulighed for at serve sig til sejren. Men med al sin trodsighed fik den danske fighter udlignet til 5-5.

Men ak, på under tre minutter havde Kvitova brudt danskeren tilbage. Og denne gang var der ingen vej tilbage for Wozniacki, og efter næsten tre timers intens fight kunne Petra Kvitova strække hænderne i vejret og juble over finalepladsen.

I finalen venter der Petra Kvitova et møde med spanske Garbiñe Muguruza, der har fået en fribillet, da rumænske Simona Halep inden semifinalen måtte trække sig med en ankelskade. Haleps afbud betyder også, at Wozniacki er sikker på at beholde sin førsteplads, når den nye verdensrangliste offentliggøres mandag.