Danskeren fik kun en enkelt kamp i Strasbourg, da hun måtte opgive at fuldføre kampen mod Shelby Rogers.

Det blev ingen succes, da Caroline Wozniacki mandag gjorde comeback efter et par ugers pause ved WTA-turneringen på grus i Strasbourg.

Den danske tennisspiller, der har været skulderskadet, måtte opgive at fuldføre kampen i første runde mod Shelby Rogers.

Den topseedede dansker var bagud med 6-7, 0-1 og 0-40 i egen serv, da hun trak sig fra kampen mod verdensranglistens nummer 55.

Dermed fik Caroline Wozniacki en skidt optakt til grand slam-turneringen French Open, der begynder senere i maj.

Første sæt blev en meget omskiftelig affære, hvor Wozniacki nåede at misbruge tre sætbolde.

Danskeren fik en meget skidt begyndelse på kampen, da hun blev brudt to gange i egen serv og kom bagud 0-3.

Det lykkedes omsider den 26-årige dansker at bryde tilbage til 1-3, men derefter brød Shelby Rogers rent til 4-1.

Amerikaneren viste dog tegn på nerver, da hun med en dobbeltfejl blev brudt til 4-2.

Wozniacki var nu for alvor med, og med et rent serveparti holdt hun serv for første gang i kampen.

En god servereturnering sikrede Wozniacki endnu et break til stillingen 4-4, og så var det helt lige.

Det så godt ud for Wozniacki, da hun bragte sig foran 5-4, men herefter vandt Shelby Rogers otte af de efterfølgende ni dueller og brød til 6-5.

Amerikaneren fik igen ramt bolden hårdt og præcist, så Caroline Wozniacki blev drevet rundt på banen.

Symptomatisk for kampens forløb fik danskeren dog brudt tilbage til 6-6, og i den efterfølgende tiebreak kom danskeren foran 5-0.

Shelby Rogers var dog ikke slået, og hun fik først udlignet til 5-5, hvorefter hun afværgede tre sætbolde.

Amerikaneren sikrede sejren i tiebreaken med cifrene 10-8, da Wozniacki sendte bolden ud af banen.

Efter at have tabt det første parti i andet sæt måtte Caroline Wozniacki have en såkaldt "medical timeout", hvor hun fik behandling, tilsyneladende for problemer i den nederste del af ryggen.

Hun forsøgte at spille det efterfølgende parti, men måtte opgive at fuldføre det.

/ritzau/