Caroline Wozniacki har sat et nyt hold, der har skabt et perfekt fundament til en stor sæson.

Mens 2015 blev et år til glemmebogen for Caroline Wozniacki, er der noget, der tyder på det modsatte i 2016. Bevares, syv dage inde i det nye år vil det være latterligt at drage konklusioner, men fundamentet er lovende. Det har den danske tennisspiller bevist de seneste par dage, hvor hun har blæst først verdens nummer 62, amerikanske Christina McHale, og senest torsdag verdens nummer 69, rumænske Alexandra Dulgheru, ud af banen. Kun i alt tre partier har de to modstandere fået egfter henholdsvis 6-0, 6-2 og 6-1, 6-0.

Det har været en par magtdemonstrationer af Caroline Wozniacki (verdens nummer 17).

Med præstationer in mente ligner det en toppræstation af Caroline Wozniacki ved ASB Classic i New Zealand, hvor danskeren nu er topseedet inden semifinalen mod amerikanske Sloane Stephens.

Og konturerne er tegnet til nye og bedre tider. En udvikling, der langt fra er tilfældig. Da Caroline Wozniacki i slutningen af november forlod Herning og showkampen mod verdens nummer et, Serena Williams, fløj hun hjem til Miami og i træningslejr. Det skulle være slut med alle de fysiske skavanker, der spolerede hendes 2015. De to polske hitting partnere, polske Marcin Gawron og Katarzyna Piter, en fysisk træner fra USA, Benjamin Barrick, samt den danske fysioterapeut Mark Abildhauge blev hyret ind til det, Caroline Wozniackis tidligere danske træner kalder den mest dedikerede optakt i Wozniackis karriere.

Tennistræner og kommentator på Eurosport, Michael Mortensen, trænede Caroline Wozniacki tilbage i 2014 og følger stadig familien tæt.
I december besøgte han Caroline Wozniacki i træningslejren i Miami og så en fuldt dedikeret dansk tennispige under ledelse af en amerikansk fysisk træner (BT har ikke kunnet få oplyst det fulde navn), der har kørt nye koncepter med elastikker og vægte under træningen.

Caroline Wozniacki fået nye kræfter ind på holdet omkring hende og har lagt fundamentet til en stor sæson.
Caroline Wozniacki fået nye kræfter ind på holdet omkring hende og har lagt fundamentet til en stor sæson. Foto: KIM KYUNG-HOON
Vis mere

»Jeg tror aldrig, jeg har set Caroline være så veltrænet og defineret i kroppen, som hun er i øjeblikket. Når man taler med hende, virker hun virkelig opsat på at skulle gøre det i denne sæson. Hun siger også selv, at hun bør være blandt de fem bedste i verden,« siger Michael Mortensen og roser Wozniackis nye amerikanske fysiske træner.

»Han tænker i nye baner for ikke at overbelaste kroppen, så belastningen er de rigtige steder,« forklarer Michael Mortensen, som bemærkede en Wozniacki 'i balance med sig selv' under sine samtaler med hende:

»Hvis hun kan holde sig skadesfri, venter der en stor sæson for Caroline,« spår han.

Også Anders Haahr Rasmussen, som ligeledes kommenterer tennis på Eurosport, og som i øvrigt er manden bag bogen om Wozniacki: ’En bold ad gangen’ (2010), har forventninger til en sæson, der kan vende nedturen fra 2015. Han har blandt andet noteret sig, at Caroline Wozniacki er blevet langt mere eksplicit med sin træning. Ikke mindst på de sociale medier, hvor hun følges af fans verden over.

»Der har været andre tidspunkter i karrieren, hvor hun har haft mere travlt med at opdatere om andre ting end fitness. Det har der været en del af nu. Der har været mange træningsbilleder, og hun har ikke været bange for at sige, at hun virkelig tager sin karriere alvorligt,« siger Anders Haahr Rasmussen, som også noterer sig den gode timing for et Wozniacki-vendepunkt.

18. januar indledes årets første Grand Slam-turnering, Australian Open, og konkurrenterne er modsat Wozniacki langt fra kommet flyvende ind i det nye år.
Serena Williams har netop trukket sig fra en turnering med en skade, Petra Kvitova døjer med sygdom, mens også store navne som Simona Halep og Maria Sharapova ligeledes har trukket sig fra turneringer med småskader. Læg dertil choknederlagene til Ana Ivanovic og Venus Williams, og det kan blive Wozniackis åbning til en topplacering i Australien.

»Caroline har før formået at være der, når åbningen viste sig. På den måde vil WTA Touren blive ved med at være et sted, hvor en spiller som Caroline Wozniacki med så højt et bundniveau kan stå i en Grand Slam-finale,« vurderer Anders Haahr Rasmussen.

Først gælder det dog afslutningen af ASB Classic, hvor semifinalen mod Sloane Stephens skal spilles fredag morgen.

Sidste år tabte Wozniacki finalen til Venus Williams, der altså allerede er ude og sammen med Ana Ivanovic efterlod Wozniacki som den bedste seedede i turneringen. En turnering, som Wozniacki i går udtrykte jernfast vilje om at vinde:

»Jeg har altid en tro på, at jeg kan vinde titlen, lige meget hvor jeg spiller og lige meget hvem jeg møder.«

Selvtilliden er i top, og det kan bære Wozniacki frem.

»Hun virker meget opsat. Der er noget ’Miss Sunshine’ over hende igen. Når hun virkelig føler, det fungerer, og omgivelserne er befordrende for hende, så er det kun Serena Williams på 100 procent, som har det der ekstra niveau. Som jeg ser det, går hun en stor sæson i møde,« siger Michael Mortensen.