En ren walkover. Så kort kan Caroline Wozniackis andenrunde-kamp ved Qatar Total Open opsummeres. Bare 43 minutter skulle den danske tennisdarling bruge på at ekspedere kvalifikationsspilleren Alexandra Dulgheru ud af turneringen.

Med til historien hører dog, at rumæneren var nødt til at trække sig i andet sæt - men før det havde de knap tre kvarters tennis været en lang udradering.

Klasseforskellen på Caroline Wozniacki, der ligger nummer fem på verdensranglisten, og  Alexandra Dulgheru, der blot er nummer 94, var lige så udtalt som forventet på forhånd.

Caroline Wozniacki bragte sig hurtigt foran 2-0 i første sæt, og selv om Dulgheru fik brudt tilbage, var hun chanceløs. I løbet af ingen tid havde Caroline Wozniacki servet sættet hjem med cifrene 6-1.

I andet sæt fortsatte den ensidige forestilling og ved stilling 3-0 i danskerens favør, måtte Alexandra Dulgheru opgive.

Efter kampen var Caroline Wozniacki optimistisk for hendes chancer videre i turneringen.

»Jeg føler, jeg har spillet noget god tennis i år. Jeg var uheldig med lodtrækningen i Australian Open, men ellers har jeg spillet godt. Så jeg er optimistisk,« sagde hun.

I kvartfinalen får Wozniacki muligvis chancen for at revancere nederlaget til Victoria Azarenka i anden runde af Australian Open. Hviderusseren møder i skrivende stund ukrainske Elina Svitolina i en kamp om at møde danskeren i kvartfinalen.