Caroline Wozniacki er efter en sikker sejr klar til anden runde i Dubai, hvor hun skal møde verdens nummer 59.

Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki er klar til anden runde i WTA-turneringen Dubai Tennis Championships.

Da hun mandag åbnede turneringen, skulle hun bruge halvanden time på at besejre den russiske teenager Daria Kasatkina, der er nummer 32 i verden.

Wozniacki vandt 6-2, 7-5, og hun kan tirsdag se frem til at møde schweizeren Viktorija Golubic i anden runde. Det bliver danskerens første møde med verdensranglistens nummer 59.

For at spille sig varm i første runde skulle tiendeseedede Wozniacki bruge et par minutter mere end den officielle opvarmning.

Danskeren blev brudt i kampens første parti, men svarede selv tilbage med et break, og derfra var sættet ensidigt i Wozniackis favør.

Andet sæt var langt mere jævnbyrdigt, blandt andet takket være bedre server fra russeren og flere slag ud over baglinjen fra danskeren.

Da sættet skulle afgøres, var det dog Kasatkina, som fejlede. To helt unødvendige fejl gav Wozniacki to matchbolde.

Hun fik dog ikke mulighed for selv at afgøre det, da russeren med sin fjerde dobbeltfejl i kampen ødelagde det for sig selv.

»Det var en hård modstander, og hun kæmpede godt,« siger Wozniacki i et interview på banen efter kampen.

I 2011 triumferede Wozniacki i Dubai, og hun håber på endnu en stor præstation.

»Jeg har vundet her, og jeg har haft flere andre gode oplevelser, så jeg er glad for at være tilbage,« siger danskeren.

Wozniacki var ikke med i turneringen sidste år, og hun har derfor ikke nogle point at forsvare på verdensranglisten.

Her ligger danskeren aktuelt nummer 15, efter listen blev opdateret tidligere mandag. Danskeren avancerede tre pladser på listen, da hun nåede frem til finalen i Doha i sidste uge.

/ritzau/