Caroline Wozniacki vandt også sin anden kamp i gruppespillet ved WTA Finals, da hun slog Agnieszka Radwańska 7-5 6-3, og den danske tennisstjerne er nu uhyggeligt tæt på semifinalerne i kvindernes sæsonfinale i Singapore.

Præcis som i tirsdagens sejr over Maria Sharapova blev det en tæt kamp med mange lange dueller, hvor Caroline Wozniackis gode fysik blev udslagsgivende.

- Jeg vidste fra start af, at det ikke ville blive en nem kamp. Hun slår nogle utrolige bolde, og jeg var lidt nervøs i starten. Jeg tænkte mange gange i løbet af kampen, hvordan hun mon kunne spille sådan nogle helt vilde bolde. Det var jo helt skørt og siger noget om, hvor dygtig hun er, sagde Caroline Wozniacki efter kampen.

TENNIS-WOMEN/WTA

Første sæt varede over en time, og Caroline Wozniacki havde gjort sig klar til at spille over tre timer som i sejren over Maria Sharapova.

- Det var en svær kamp, og jeg var klar til tre timer. Men jeg var klar til hende, og jeg elsker at spille her. Det betyder rigtig meget for mig at spille her. Alle vil gerne spille med i sæsonfinalen, tilføjede Caroline Wozniacki.

I det lange første sæt brød spillerne konsekvent hinanden, og polakkens Agnieszka Radwańskas sublime netspil gjorde ofte ondt på Wozniacki. Ved stillingen 6-5 fik Caroline Woazniacki dog vist noget af sit aggressive spil, og hun vandt sættet ved at bryde polakken rent.

Andet sæt blev en noget nemmere sag for Caroline Wozniacki, der tvang sin modstander til at lave flere uprovokerede fejl, og da danskeren havde brudt polakken til 4-3, var der ikke mere tilbage i tanken for Agnieszka Radwańska, der tabte kampen ved, at Wozniacki brød hende rent.

Caroline Wozniacki vil være klar til semifinalerne i Singapore, hvis Maria Sharapova vinder sin kamp over Petra Kvitova. Den kamp går i gang klokken 10.