Eurosport har ikke længere retten til at vise tennis fra WTA-turneringer. Men danskerne kan alligevel følge Caroline Wozniackis kampe

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Danske tennis-fans kan ånde lettet op: Også efter nytår bliver det på dansk tv muligt at følge Caroline Wozniackis kampe på WTA Touren.

I september gjaldede jungle-trommerne ellers, da Eurosport, hvor flertallet af hendes kampe de seneste år er blevet vist, kunne fortælle, at de fremover kun ville have rettighederne til at vise kampene fra Australian Open, French Open samt US Open.

Men nu fortæller TV2 Sports chef, Lene Ugilt Hansen, at de har købt rettighederne til 22 WTA-turneringer samt Wimbledon de næste fire år

- Det glæder vi os rigtig meget til, siger hun og tilføjer:

- Allerede de to første uger af januar vil vi være på pletten, når Caroline spiller i både Brisbane og Sydney.

Det er dog endnu uklart, hvilken specifik kanal, kampene derefter vil blive vist på.

- TV2 Sport er jo netop blevet overtaget af Viasat. Så kampene ender måske på en kanal, som endnu ikke har fået noget navn, siger Lene Ugilt Hansen.

Eurosport-kommentator Michael Mortensen glæder sig over, at hans kanal fortsat viser kampene fra tre af de fire Grand Slam-turneringer.

- Jeg ser frem til den ny tennissæson. Der venter et hav af gode kampe. Serena Williams ser igen ud til at tage godt for sig af retterne. Men på baggrund af den afslutning på 2012-sæsonen som Caroline Wozniacki havde, synes jeg også, der er grund til at tro, at hun går et godt år i møde, siger Michael Mortensen.