Ferie. Nu. Sådan lyder det fra en stribe tennisspillere – blandt andre Caroline Wozniacki – der er slemt trætte efter endnu en lang tennissæson.

Og den er altså ikke er slut endnu, selv om den begyndte omkring nytår.

»Vi kan ikke vente på at få nogle uger fri og få genopladet batterierne,« siger Caroline Wozniacki til AFP.

Hun skal dog vente lidt endnu, for først når kalenderen siger november, kan spillerne gå på ferie – hvis det altså bliver en tur til sæsonfinalen i Singapore.

Caroline Wozniacki puster ud.
Caroline Wozniacki puster ud. Foto: WU HONG
Vis mere

Danskeren er allerede nu begyndt at tænke på de tennisfri dage.

»Helt sikkert. Det gør vi alle sammen,« siger danskeren.

Det kan også ses på spillerne, at tennisåret er langt. Sæsonfinalen står for døren, og der er allerede indløbet et af de næsten obligatoriske afbud: Endda fra verdens ubestridt bedste tennisspiller, selveste Serena Williams. Amerikaneren er ikke skadet. Hun trænger bare til at lade kroppen få ro, lyder det.

Og så sent som i weekenden måtte spanske Garbine Muguruza opgive at spille finalen i Wuhan færdig.

Ved den igangværende China Open-turnering har topseedede Simona Halep trukket sig med en akilles-skade allerede midt i sin kamp i første runde, mens Maria Sharapova slet ikke dukkede op på grund af en dårlig skulder.

Caroline Wozniacki spiller onsdag eftermiddag fra kl. 13.30 mod tyske Angelique Kerber. Det er en tredje runde-kamp ved China Open. Følg kampen her på BT.dk.