Caroline Wozniacki skal bære den danske fane ved indmarchen til OL i Rio. Det blev offentliggjort fredag.

Når det danske OL-hold om præcis et halvt år, 5. august 2016, træder ind på Estádio do Maracanã, bliver det med Caroline Wozniacki i front.

Den 25-årige tennisspiller blev fredag eftermiddag præsenteret som dansk fanebærer ved åbningsceremonien.

Det skete ved et pressemøde på Københavns Rådhus, hvor hun fik overrakt fanen af kronprins Frederik.

»Det er en ære for mig. OL betyder virkelig meget for mig, og jeg har nogle fantastiske minder fra mine to tidligere OL-deltagelser.«

»Jeg nyder at være en del af det danske hold og mærke den holdfølelse, som jeg ikke oplever i min hverdag.«

»At bære fanen i Rio bliver et af højdepunkterne i min karriere, og noget jeg aldrig kommer til at glemme,« siger Wozniacki i en pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund (DIF).

/ritzau/