Bliver det i dag, at Caroline Wozniacki bryder den 'Wimbledon-forbandelse', hun tilsyneladende er ramt af?

»Det er nu, det skal være,« siger Caroline Wozniacki med et smil inden mødet med den 24. seedede amerikaner Colleen 'CoCo' Vandeweghe i den traditionsrige britiske Grand Slam-turnerings ottendedelsfinale.

Fem gange tidligere i karrieren har hun stået i samme situation. Og hver gang - i 2009, 2010, 2011, 2014 og 2015 - er det blevet til nederlag.

»Jeg har ikke nogen forklaring på, at det er gået, som det er, og selvfølgelig er det irriterende, at jeg aldrig er nået længere. Jeg holder jo rigtig meget af denne turnering. Men jeg er efterhånden begyndt at grine lidt ad det, og på et eller andet tidspunkt må jeg vel bryde barrieren,« siger Caroline Wozniacki, der overfor BTs udsendte fastslår, at 'forbandelsen' ikke har givet hende søvnløse nætter.

»Næh, jeg må bare prøve igen,« siger hun.

Den tidligere svenske Grand Slam-vinder Mats Wilander så fra sidelinjen på Wimbledon-anlæggets bane 1 Caroline Wozniackis dramatiske tredjerundekamp mod Anett Kontaveit fra Estland.

»Endnu en gang fik Wozniacki vist, at hun er en enestående fighter,« siger han og tilføjer:

»Hvis hun skal vinde over Vandeweghe, skal hun håbe på, at det ikke spiller 100 procent for amerikaneren. Når det kører optimalt for hende, kan hun besejre alle. Men Wozniackis vinderchancer er gode. Spillemæssigt har hun aldrig været bedre, end hun er i øjeblikket, og mentalt er hun stærkere end de fleste.«

Foto: WILL OLIVER
Vis mere

Mats Wilander, der blev verdensetter, da han i 1988 ved US Open vandt sin sidste af i alt syv Grand Slam-titler, kan ikke forestille sig, at Caroline Wozniacki undervejs i kampen vil tænke på, at hun i Wimbledon endnu aldrig har spillet sig fra ottendedels-til kvartfinalen.

»I mine ører lyder det underligt, at Wimbledon er den Grand Slam-turnering, hvor hun faktisk har klaret sig dårligst. Men jeg kan ikke forestille mig, at det kommer til at spille nogen rolle,« siger Mats Wilander.

Kampen bliver spillet i eftermiddag som den anden på Wimbledon-anlæggets bane 3. Det vil sige, at den - dansk tid - formentlig vil blive servet i gang mellem klokken 14 og 15.

»Det er i hvert fald godt, at hun undgik bane 2. Ganske vist var det her, at hun forleden besejrede Tsvetana Pironkova. Men Caroline føler sig ikke tilpas på banen. Hun mener, at græsset her er anderledes end på de øvrige baner,« siger Piotr Wozniacki, der ser frem til sin datters møde med Colleen 'CoCo' Vandeweghe.

»Jeg tror, at Caroline vinder. Hun tankede masser af selvtillid ved at vende det truende nederlag mod Anett Kontaveit til sejr. Men det bliver ikke let. Endnu en gang kommer Caroline til at stå over for en spiller, der satser alt i hvert eneste slag,« siger Piotr Wozniacki.

Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS
Vis mere

Han har det fint med, at Caroline Wozniacki fører den indbyrdes statistik mod Vandeweghe 2-0.

»Men det er ikke noget, som Caroline kan bruge til noget som helst. Amerikaneren har lige fået Pat Cash (tidligere Wimbledon-mester, red.) som træner og fokuserer nu langt bedre på sit spil end dengang, da hun lavede 'sjove ting' og dermed ødelagde sin egen koncentration midt i kampene,« siger Piotr Wozniacki.

Og hvad mener 25-årige Colleen 'CoCo' Vandeweghe om den forestående duel mod den ét år ældre dansker?

»Jeg har stor respekt for Caroline. Vi har tidligere haft nogle tætte kampe, og hun er en af de spillere på WTA Touren, der kamp efter kamp er mest stabil i sine præstationer. Det skal nok blive spændende,« lyder hendes vurdering.