Drømmekampen mellem Caroline Wozniacki og Serena Williams på dansk grund bliver realiseret til efteråret.

Således har de to verdensklassespillere, der privat er nære veninder, sagt ja til at spille en opvisningskamp i Jyske Bank Boxen i Herning 26. november.

»Jeg glæder mig altid ekstra meget, når jeg skal spille foran et dansk publikum. Det er ikke så tit, det sker, og det er et stykke tid siden sidst. At det sker mod Serena er ekstra specielt. Hun er ikke bare en god veninde. Hun er også en af de største spillere i historien,« siger Caroline Wozniacki i en pressemeddelelse.

I november 2014 var Serena Williams også på besøg i Herning, da hun i samme hal mødte Ana Ivanovic.

»Det var så sjovt sidste år, og tilskuerne i Herning er helt fantastiske. At jeg skal spille mod min bedste veninde, Caroline, gør det bare endnu mere spændende. Det bliver uden tvivl svært at slå hende på hjemmebane, men jeg vil gøre mit bedste, for at det skal lykkes,« siger Serena Williams.

Det er det danske firma, F.reklame, der står bag kampen.

»Tennismæssigt bliver det ikke større end det her. Den største danske tennisspiller nogensinde mod en af de bedste i tennishistorien, det siger sig selv,« siger Mads Frederiksen, der er administrerende direktør i f.reklame.

Serena Williams fører den indbyrdes statistik mod Caroline Wozniacki 10-1. Da de mødtes sidst i fjor ved WTA-sæsonfinalestævnet i Singapore vandt amerikaneren en dramatisk tre-sæts-kamp.