Siden grand-slam-turneringen US Open sidste år har Caroline Wozniacki været en af de mest formstærke tennisspillere i verden.

Den tidligere verdensetter vandt under US Open en vanskelig kamp over russeren Svetlana Kuznetsova og nåede efterfølgende frem til semifinalen, hvor Angelique Kerber blev stopklodsen.

Wozniacki havde inden US Open haft en sæson, der var præget af mange skuffende nederlag og irriterende skader. Men siden US Open er det kun gået frem ad, fortæller Wozniacki efter kvartfinalesejren over Lucie Safarova i WTA-turneringen i Miami.

»Jeg spiller godt, og det synes jeg, jeg har gjort i et stykke tid nu. Jeg tror, at US Open startede min optur, og jeg er bare blevet i rytmen. Hovedårsagen er, at jeg har været fri for skader i seks måneder nu, og det, håber jeg, kan fortsætte,« siger Wozniacki ifølge AFP.

I semifinalen møder Wozniacki, der er nummer 14 i verden, torsdag tjekken Karolína Plísková, som er nummer tre i verden. De to mødtes senest i finalen i Doha i februar, hvor Pliskova vandt i to sæt.

»Hun slog mig sidste gang og har spillet godt og er i god form. Men jeg ser frem til at give det endnu et forsøg og se, om jeg kan slå hende denne gang,« siger Wozniacki.

Inden det indbyrdes opgør i Doha har Wozniacki slået Pliskova tre gange - én gang i 2013 og to gange i 2014.

Michael Mortensen, der er tenniskommentator på Eurosport, har Wozniacki som kneben favorit, men advarer mod den hårdtslående tjekke.

»Pliskova er også i forrygende form og havde sidste år en enestående sæson. Hun har mange spillemæssige kvaliteter. Hun server godt og slår godt med både forhånd og baghånd. Det er en spiller, der har udviklet sig de seneste to år og er blevet meget mere fremadrettet i sit spil, siger Mortensen.

/ritzau/