Caroline Wozniacki er klar til anden runde ved sæsonens anden Grand Slam-turnering, French Open, i Paris. På Roland Garros-anlæggets næststørste bane, Court Suzanne-Lenglen, vandt den 24-årige danske tennisspiller 6-3, 6-0 over den tre år ældre italiener Karin Knapp.

Første sæt varede intet mindre end en time.

De to spillere drev hinanden rundt på banen, og fulgtes ad til 2-2.

Men herfra så Caroline Wozniacki sig ikke tilbage. Hun brød Karin Knapps serv til føring på 3-2, og tillod kun italieneren at vinde et enkelt parti mere.

Andet sæt blev en ensidig affære, hvor Caroline Wozniacki var totalt spilstyrende.

Kampen bar præg af at Karin Knapp konstant forsøgte at afgøre duellerne hurtigt. Det betød, at hun lavede ikke færre end 50 uprovokerede fejl mod danskerens blot ni.

Til gengæld spillede Caroline Wozniacki meget stabilt, men også meget defensivt. Kun ni vinderslag blev hun noteret for. Dem lavede Karin Knapp 29 af.

Nu skal Caroline Wozniacki i anden runde - formentlig på torsdag .- møde tyskeren Julia Görges.

Se kampen point-for-point- her: