Caroline Wozniacki var skuffet efter nederlaget til Julia Görges i semifinalen i WTA-turneringen i Dubai.

Hun var forsvarende mester.

Men tingene kører langt fra optimalt for Caroline Wozniacki iøjeblikket.

Så da hun stod overfor sin ’onde ånd’, tyskeren Julia Görges, i semifinalen ved WTA-turneringen i Dubai, blev det til nederlag på 6-7, 5-7.

- Selvfølgelig er jeg skuffet. Jeg spillede ikke op til mit bedste. Julia udnyttede, at jeg lavede alt for mange uprovokerede fejl. Og når man som jeg ikke udnytter sine chancer, er det ikke muligt at vinde, sagde Caroline Wozniacki på pressemødet efter kampen.

Den tidligere Danmarksmester og nuværende tenniskommentator på Eurosport, Tine Scheuer-Larsen, forstår godt Caroline Wozniackis skuffelse.

- Selvom hun kæmpede og kæmpede kom hun mod Görges desværre ikke op i samme gear, som hun havde været i sine første to kampe i turneringen. Og det skal Görges roses for. Med sit chancebetonede spil satte hun Caroline under et gevaldigt pres, sagde hun til sporten.dk
.
Nederlaget var Caroline Wozniackis tredje i træk mod den 23-årige tysker, der blot ligger nummer 19 på verdensranglisten, hvor danskeren er nummer fire.

- Jeg synes ikke, der er grund til at male fanden på væggen, selvom Caroline to måneder inde i sæsonen stadig har sin første turneringssejr tilgode. Som jeg vurderer det, er det kun et spørgsmål om tid, hvornår hun stryger til tops igen, sagde Tine Scheuer-Larsen, der ikke udelukker, at det allerede sker i marts måneds turnering i den amerikanske ørkenby Indian Wells.

- Her er hun også forsvarende mester. Men underlaget derovre passer hende meget bedre end det, der bliver spillet på i Dubai. Efter hun har afbrudt samarbejdet med Ricardo Sanchez (ex-træner, red.) synes jeg, at det spillemæssigt igen går Carolines vej, siger Tine Scheuer-Larsen.

Sejren over Caroline Wozniacki, der indtil udgangen af januar i år havde ligget nummer et på verdensranglisten i 67 uger, kom bag på Julia Görges.

- Da jeg så lodtrækningen til turneringen troede jeg ikke, at jeg ville komme i finalen. Jeg er meget overrasket over, at jeg kunne besejre Caroline, sagde Julia Görges,

I finalen skal tyskeren møde Agnieszka Radwanska, der vandt sin semifinale over Jelena Jankovic 6-2, 2-6, 6-0.