Danske Caroline Wozniacki har i dag fået den foventede besked om, at hun ikke er blandt de 56 udvalgte OL-deltager i kvindernes tennisturnering. Hun skal derfor håbe på en af de resterende otte wildcard-pladser, men selv den mulighed hænger i en tynd tråd.

Hun er tidligere verdensetter, hun har været skadet, og hun er en verdenskendt repræsentant for international kvindetennis.

Det er der ingen tvivl om, når man snakker om Caroline Wozniacki, og der er også de argumenter, som Wozniacki-lejren og Dansk Tennis Forbund vil benytte sig af, når de søger om dispensation til en af de tilbageværende otte pladser, som stadig er ledige i OL-turneringen.

Men dem er der lang udsigt til. Wozniacki har ikke opfyldt det internationale tennisforbunds (ITF, red.) krav om to deltagelser i Fed Cup'en (landholdsturnering, red.). Og når de resterende pladser skal tildeles, går de typisk til lavere rangerede spillere.

Derfor skal argumenterne være gode, for at overbevise det international tennisforbund (ITF) om, at man skal med på et wildcard. Men det er de ikke for Wozniacki, fortalte Thomas Königsfeldt, der er næstformand i DTF og bestyrelsesmedlem i ITF, til BT i maj.

»Fed Cup og Davis Cup (herrernes landsholdsturnering, red.) er de største turneringer i ITF, og der skal noget ekstraordinært til, før de vil give dispensation. Hvis de først begynder på det, skaber det præcedens, så ITF vil ikke give den nemt. Jeg er ikke optimist,« sagde Königsfeldt om Wozniackis chancer, ligesom han forklarede, at de otte pladser typisk går til lavere rangerede spillere.

Dette har BT også fået bekræftet af ITF.

»Wozniacki møder ikke Fed Cup-kriterierne, så det danske tennisforbund skal appellere til ITFs olympiske komité. De otte ITF-pladser er designet til lavere rangerede spillere, der stadig møder Fed Cup-kravene,« skriver Nick Imison fra ITF til BT.

De otte resterende pladser fordeles for at balancere turneringen rent geografisk, og samtidigt give nogle af de ældre stjerner en chance for at vise sig frem for verden. BT forklarer her, hvordan pladserne fordeles.

  • Top 56

De 56 højest placerede spillere på verdensranglisten per 6. juni, der har mødt kravet om Fed Cup-deltagelse. Wozniacki er i top 56, men har ikke mødt kravet. Herefter følger de otte wildcards.

  • Værtsnation

Er værtsnationen ikke repræsenteret i top 56, får de tildelt en plads her. Brasiliens Teliana Pereira lå 6. juni nummer 92 på verdensranglisten, og forventes at få den plads.

  • Regionsfordeling

Den olympiske komité vil gerne have alle verdensdele repræsenteret, og derfor går der pladser til de dele af verden, der ikke har spillere i top 56, men har en i top 300.

Her er alle verdensdele repræsenteret (også Asien i form af Yulia Putintseva fra Kazakhstan) - pånær Afrika. Tunesiens Ons Jabeur lå 188 på verdensranglisten den 6. juni, hvorfor hun vil blive tildelt en plads.

  • Tidligere Grand Slam/OL-vindere

Wozniacki har været i to US Open-finaler, men begge blev til nederlag. Den eneste aktive spiller på kvindetouren med en Grand Slam-titel på cv'et - og som ikke er i top 56, er italienske Francesca Schiavone. Den 35-årige vandt French Open i 2010, og skal være placeret i top 200 den 6. juni, hvis hun skal modtage en plads. Hun var nummer 110.

  • Resterende

Såfremt alle otte pladser ikke er fordelt i ovenstående, kun tre vil sandsynligvis blive tildelt, går de efterfølgende pladser til de næste på verdensranglisten efter top 56, der har opfyldt Fed Cup-kriterierne. Heller ikke Wozniackis mulighed.

Skal håbe på skade

Dermed skal hun altså med stor sandsynlighed søge om en regulær dispensation til top 56. Den kan ITF give i tre tilfælde. Hvis hun først er blevet god nok til Fed Cup-holdet for sent, eller hvis konkurrencen i hjemlandet er specielt stærkt er to af punkterne, og ingen af dem gør sig gældende for Wozniacki.

Dermed klamrer Wozniacki sig til det sidste punkt, som omhandler hendes skader. ITF anviser til, at en spiller skal have været skadet i seks måneder, før de typisk vil overveje en dispensation. Det er eksempelvis tilfældet hos Rafael Nadal hos herrerne. Han har siddet ude længe gennem de sidste fire år, hvor han forventes at modtage dispensation som følge deraf. Han er i øvrigt fanebærer for Spanien, ligesom Wozniacki er udset til at være det for Danmark.

Wozniacki var reelt skadet, da hun efter planen skulle have deltaget i Fed Cup i april, men i 2013 og 2014 fravalgte hun landsholdet for i stedet at fokusere på sin egen karriere. Og det kan blive hendes problem.

»Hun prioriterede anderledes i 2013 og 2014, spillede i 2015 og skulle have spillet i 2016, men blev skadet dagen før. Personligt synes jeg ikke, at hendes sag er stærk,« sagde Thomas Königsfeldt.

Dermed er det op til DTF og Wozniacki-lejren at bevise, at Wozniacki har været tilstrækkeligt skadet til, at hun skal modtage dispesationen.