Medier kritiserer Caroline Wozniacki, der undlod at give dommeren hånden efter semifinale-nederlaget ved WTA-turneringen i Miami mod Maria Sharapova.

Det er dagen derpå for Caroline Wozniacki.

Efter den 21-årige danske tennisspiller torsdag aften tabte semifinalen ved WTA-turneringen i Miami mod russeren Maria Sharapova, bliver det i fremtrædende internationale medier heftigt diskuteret, hvorvidt det var berettiget, at hun undlod at sige 'tak for kampen' til dommeren med forventet håndtryk og nik med hovedet.

- Wozniacki bliver ikke populær med den opførsel, siger Eurosport-kommentator Christer Francke til norske VG og tilføjer:

- Hun har gjort det tidligere. Men jeg troede, hun var stoppet med det. Hun har altid diskuteret med dommerne. Så hun er ikke en sød, dansk pige, selvom hun ser sådan ud.

Episoden, der fik Caroline Wozniacki op i det røde felt, indtræf, da Maria Sharapova havde sin anden matchbold ved stillingen 5-4 i tredje sæt. Her underkendte kampens hoveddommer, franske Kader Nouni, en kendelse fra en liniedommer, der havde dømt russerens andenserv ude.

TV-billeder viste, at Kader Nounis kendelse var korrekt.

På den baggrund skriver det amerikanske medie Sports Illustrated, at man har svært ved at gennemskue Caroline Wozniackis utilfredshed.

Tennis Daily News finder heller ikke Caroline Wozniackis opførsel særlig sympatisk:

- Danskeren var synligt skuffet over nederlaget. Det satte sit præg på hendes opførsel. Følelsen af at være behandlet unfair fik hende til at mene, at dommeren ikke fortjente et håndtryk. En dårlig taber skaber kun bitterhed.

Maria Sharapova lagde efter kampen ikke skjul på, at hun var ked af den måde, hvorpå kampen fandt sin vinder.

- Lad mig allerførst slå fast, at jeg er glad for sejren. Men situationen, der afsluttede kampen, var svær at tackle. Vi havde begge kæmpet hårdt i to timer, og ville begge gerne vinde, sagde hun.

I finalen, der spilles lørdag aften dansk tid, skal Maria Sharapova møde polakken Agnieszka Radwanska, der i sin semifinale mod franske Marion Bartoli sikrede sig årets 25. sejr. Kun verdensrangliste-etteren Victoria Azarenka er bedre med 26 sejre siden nytår.