Caroline Wozniacki fortsætter de flotte takter og spillede sig i nat uden de store anstrengelser i kvartfinalen ved WTA-turneringen i Monterrey, Mexico.  

Danskeren, som i denne uge er kravlet op som nummer 14 i verden efter en flot præstation, skulle i kamp så sent som klokken 23.00 lokal tid, torsdag morgen dansk tid, så der var ikke noget at sige til, at hun lagde alle kræfter i at få en hurtig afslutning på kampen.

Franske Kristina Mladenovic blev da også slået med cifrene 6-3, 6-4 efter en kamp, hvor franskmanden, som ligger nummer 90, blev sat på plads fra kampens begyndelse. 

Sejren var Caroline Wozniackis nummer 400, siden hun blev professionel.  



Wozniacki kom hurtigt foran 5-0, men lettede så foden fra speederen en smule. Første sæt blev vundet med 6-3, og først ved 2-2 i andet sæt trak danskeren fra igen og brød to gange til 5-2. 

Mladenovic fik herefter givet lidt modstand igen og kom på 4-5, men Wozniacki fik afsluttet kampen, da hun var sikker i egen serv.

Wozniacki møder i kvartfinalen Karolina Pliskova. Tjekken er nummer 73 i verden.