Caroline Wozniacki havde i otte måneder serberen Sascha Bajin som hittingpartner, men i november stoppede de to samarbejdet. Hittingpartneren ville nemlig mere end bare at sende bolde i Wozniackis retning.

Til Jyllands-Posten forklarer Piotr Wozniacki, at Sascha Bajin ville overtage trænerrollen fra Piotr selv.

»Sascha var en fornuftig dreng, meget dygtig og god at have på vores team, men han ville gerne mere. Han ville være regulær træner for Caroline, men vi ville ikke have ham til at overtage min plads. Caroline respekterer og har det godt med, hvad jeg kan bringe som træner, så det er meget svært at komme ind udefra,« siger Piotr til Jyllands-Posten.

I TOPPEN AF ARTIKLEN KAN DU SE TOP FEM KVINDEFAVORITTER VED AUSTRALIAN OPEN.

LÆS OGSÅ: Medie: Transferbombe i Superligaen - topholdet sælger guldfugl i kæmpehandel

Wozniacki har da også haft sin portion af trænere gennem karrieren. De har bl.a. heddet Michael Mortensen, Sven Groeneveld, Ricardo Sanchez, Thomas Högstedt og Arantxa Sanchez Vicario. Men hver gang er hun kommet tilbage til Piotr.

Derfor måtte serberen forlade Wozniacki-lejren – og det forstår den danske tennisstjernes tidligere træner Michael Mortensen godt.

»Sascha er meget entusiastisk og har så kæmpestort et ego, at han fylder lige så meget som Rådhuspladsen. Han har også været med, da jeg trænede Caroline, og der gik ikke 10 minutter, før han smed t-shirten for at vise brystkasse, selv om det var minus 40 grader, og der kom en eskimo løbende forbi i fuld dragt,« siger han.

Det, Wozniacki har brug for, er ro. Et partnerskab, hvor hun ved, at tingene fungerer, og hvor hun kan blive inspireret. For en ro i trænerteamet, giver i de fleste tilfælde også toppræstationer på banen, har Kenneth Carlsen tidligere forklaret til TV 2 Sport.

LÆS OGSÅ: Mens du sov: AGF-fan i vildt EM-opgør, en målløs topscorer og en Kuglepen på afveje

Resultaterne mens Sascha Bajin var hittingpartner kan man dog ikke benægte. Her spillede Caroline Wozniacki sig tilbage i verdenstoppen med en lang række finaler i løbet af 2017, der kulminerede med sejren i sæsonfinalen i Singapore.

I finalen slog hun teenage-idolet Venus Williams 6-4, 6-4, og så kunne hun ellers løfte trofæ og den ekstra tunge check på 14 millioner kroner.