Caroline Wozniacki gjorde rent bord, da hun spillede to kampe med kort mellemrum. Nu venter Jelena Ostapenko.

Charleston. Caroline Wozniacki spillede sig natten til fredag dansk tid i kvartfinalen i WTA-turneringen i Charleston.

Danskeren gjorde rent bord og slog australske Anastasia Rodionova i to sæt 6-3, 6-3 i en meget ensidig affære.

Caroline Wozniacki vandt dermed begge de kampe, som hun spillede med kort mellemrum. Torsdag aften dansk tid var det tyske Annika Beck, der tabte til danskeren.

Danskerens kamp mod Annika Beck var udsat til torsdag grundet vejrforholdene i Charleston, og igen i kampen mod Anastasia Rodionova, havde spillerne problemer.

Denne gang var det den meget kraftige vind, der irriterede, og indimellem gjorde spillet uforudsigeligt.

Danskeren er nummer 12 på den aktuelle verdensrangliste, mens Rodionova er nummer 669, og den forskel var ret tydelig fra kampens start.

Danskeren lagde ud med at vinde kampens tre første partier på bare seks minutter, og så var linjen ligesom lagt. Efterhånden kom australieren bedre med i kampen, men modsat Caroline Wozniacki så havde hun svært ved at finde en rytme.

Australierens spil svingede konstant fra elegante forhåndsvindere til ubegribelige, uprovokerede fejl. Derfor kunne danskeren tage første sæt 6-3.

I andet sæt kom australieren bedre med, men lod sig samtidig distrahere af vinden, dommeren, modstanderen og boldpigerne, hvilket hun højlydt gav udtryk for.

Trods flere flotte stopbolde formåede hun aldrig at finde en formel til at bryde Caroline Wozniackis hårde grundslag og mange returneringer, og så sluttede også andet sæt 6-3.

Caroline Wozniacki var også tydeligvis tilfreds efter de to kampe på kort tid.

- Det har været en meget lang dag, og jeg er glad for at være gået videre.

- Det var ekstremt svære forhold at spille i. Det gælder hele tiden om at være fokuseret og bare få bolden i spil, når vinden er, som den er, siger hun.

Caroline Wozniacki, der er den højest seedede spiller, der er tilbage i turneringen, skal i kvartfinalen møde useedede Jelena Ostapenko fra Letland.

/ritzau/