Caroline Wozniacki spillede sig tidligt tirsdag morgen videre ved tredje runde i Indian Wells.

6-3, 6-1 lød resultatet efter en kort kamp mod tjekkiske Katerina Siniakova.

Wozniacki var i kontrol kampen igennem, og der var aldrig den store tvivl om udfaldet.

I første sæt fulgtes de to spillere, men mod slutningen trak Wozniacki fra. Specielt danskerens førsteserver blev bedre sættet igennem, og det gjorde det svært for tjekken at bryde danskeren.

Den tjekkisk modstander, der rangerer som nummer 42 i verden, blev omvendt stresset af Caroline Wozniacki, der lavede meget få fejl.

Wozniacki kom buldrende ud til andet sæt, hvor hun hurtigt bragte sig foran 3-0.

I andet sæt måtte Siniakova have medicinsk behandling flere gange, da hun havde problemer med sin nakke.

De mange afbrydelser ødelagde flowet i spillet i andet sæt, hvor Wozniacki igen holdt fejlene nede, mens Siniakova forsøgte at slå vindere på de fleste returneringer.

Stilstudie #1: Caroline Wozniacki.
Stilstudie #1: Caroline Wozniacki. Foto: LARRY W. SMITH
Vis mere

Stilstudie #2: Katerina Siniakova.
Stilstudie #2: Katerina Siniakova. Foto: LARRY W. SMITH
Vis mere

Det lykkedes dog aldrig for den 20-årige tjekke at ryste den rutinerede dansker.

I fjerde runde skal Caroline Wozniacki op mod Madison Keys fra USA. Keys er seedet som nummer ni i turneringen, mens Wozniacki er seedet som nummer 13.

Keys var selv suveræn i sin tredjerundekamp, da hun slog japanske Naomi Osaka i en kamp, der varede under en time.

Kampen mellem Wozniacki og Keys ventes at skulle spilles natten mellem tirsdag og onsdag.

Mens Caroline Wozniacki formåede at spille sig videre, gik det anderledes for to af turneringens helt store favoritter.

Simona Halep, der var seedet som nummer fire, røg ud til franske Kristina Mladenovic, mens polske Agnieszka Radwanska, der var seedet som nummer seks, tabte til den kinesiske kvalifikationsspiller Shuai Peng.

/ritzau/